Fortsæt til indhold

Sky rigmandsfamilie tjente millioner - nu er overskuddet væk

Arne Hensel Berg har opbygget et af Danmarks største landbrugseventyr i udlandet. Men det er pludselig knap så indbringende.

Danper er en af de største landbrugsvirksomheder i Peru med mere end 6.000 ansatte. PR-foto.
Erhverv

Den danske erhvervsmand Arne Hensel Berg har sammen med sin datter skovlet millioner ind på at dyrke asparges, artiskokker og peberfrugter i Peru. Men nu er grøntsagseventyret foreløbigt slut.

Det skriver Børsen.

I perioden 2012-2016 tjente den nordsjællandske familie cirka 300 mio. kr. på virksomheden Danper, som Arne Hensel Berg var med til at grundlægge i 1994. Men i 2017 var overskuddet pludselig væk. Her tabte familien 70.000 kr.

Tallene fremgår af familiens danske selskab AHB Holding, som Arne Hensel Berg ejer sammen med sin datter Rikke Hensel Milling. Familien har ingen kommentarer til underskuddet, skriver Børsen.

Danper er en af de største landbrugsvirksomheder i Peru med mere end 6.000 ansatte. Virksomheden dyrker afgrøder, primært asparges, artiskokker, avocadoer, peberfrugter og druer, på mere end 6.000 hektar jord og omsætter årligt for cirka 1 mia. kr.

Salget foregår til både USA, Europa og Kina.

Arne Hensel Berg stiftede Danper sammen med et peruviansk ægtepar. Det har gjort ham til en formuende mand, men det er sket uden for offentlighedens søgelys.

Kun ganske få gange har Arne Hensel Berg optrådt i medierne. Han bor til dagligt i Frederikssund. Egenkapitalen i han og datterens danske selskab er på næsten 500 mio. kr.

Gennem tiden har Danper modtaget en række CSR-priser samt en international ligestillingspris.

Arne Hensel Berg har desuden ført an i at gennemføre et omfattende sundhedsprogram for sine ansatte og deres familier, hjulpet de lokale bønders lokalsamfund og arbejdet med at sikre et ordentligt arbejdsmiljø i et land, hvis standarder er langt fra de europæiske.

Artiklens emner