Erhverv

Danny Kool opgiver sin burgerkæde

WeDoBurgers ville have et tocifret antal restauranter i Danmark. Men sådan gik det ikke, og nu har stifterne trukket sig ud af konceptet.

Daniel Sørensen, der her ses forrest, blev i 1990'erne kendt under kunstnernavnet Danny Kool. Han har de seneste år drevet burgerkæden WeDoBurgers med Christoffer No. Men nu er det slut. Foto: Ida Munch

Stifterne af burgervirksomheden WeDoBurgers må erkende, at drømmen om at skabe en landsdækkende kæde bliver ved drømmen.

For Daniel Sørensen, der i 1990'erne blev et ungdomsidol under navnet Danny Kool, og Christoffer No har valgt at trække sig ud af WeDoBurgers, som kun nåede at blive en underskudsforretning.

De har sammen med virksomhedens hovedaktionær, Aalborg-millionæren Henrik Klindt Petersen, valgt at lukke de fire selskaber, der stod bag driften af WeDoBurgers og sælge aktiviteterne videre til aarhusianeren Akram Palani.

Han har kun planer om at drive én af WeDoBurgers-restauranterne videre, fortæller Christoffer No.

»Vi har overdraget konceptet, fordi vi gerne har villet ud af det i et stykke tid. Vi har dog først skullet finde nogen, som havde lyst til at drive WeDoBurgers videre, og det har vi nu fundet,« siger han.

Christoffer No har det seneste halve år ikke har taget aktiv del i WeDoBurgers, selvom han i cvr-registeret har stået opført som direktør og medejer. Det samme gør sig gældende for Daniel Sørensen.

»Vi gik fra at være en kæde på fem restauranter med mange ansatte og centralt bogholderi, til at de to tilbageværende restauranter i Aalborg var selvdrevne. Derfor var det til sidst ikke længere nødvendigt, at vi var en aktiv del af virksomheden,« siger Christoffer No.

Jeg havde aldrig noget med driften at gøre, men var med som investor, der håbede, at stifterne kunne skabe en bæredygtig virksomhed. Det kunne de ikke.

Henrik Klindt Petersen, hovedaktionær i WeDoBurgers

Som han henviser til, har WeDoBurgers det seneste år været på skrump. Fra fem restauranter i fire af landets største byer til nu at stå tilbage med én restaurant i Aalborg.

Ambitionen var ellers at have et tocifret antal restauranter landet over. Men siden måtte kæden lukke restauranter og lade datterselskaber gå konkurs, fordi der ikke var likvider til at betale medarbejderne løn med.

Hovedaktionæren Henrik Klindt Petersen er ikke meget for at tale om sin investering i WeDoBurgers.

»Men jeg kan bekræfte, at konceptet nu er solgt, og at jeg er ude af det. Jeg havde aldrig noget med driften at gøre, men var med som investor, der håbede, at stifterne kunne skabe en bæredygtig virksomhed. Det kunne de ikke,« siger han.

Læs også
Top job