Erhverv

Carlsberg vrister sig endelig fri af partner efter 13 år

Det danske bryggeri øger sin ejerandel fra 50 til 75 pct. i Cambrew i Cambodja og får dermed ledelsesretten.

Carlsberg har opnået en vigtig strategisk sejr i Cambodja. Efter 13 års delejerskab er det lykkedes at øge ejerandelen i Cambrew fra 50 til 75 pct.

Cambrew er mest kendt for den lokale øl Angkor Beer, der er opkaldt efter det kendte tempelkompleks Angkor Wat.

»Den øgede ejerandel af Cambrew er helt i tråd med vores ønske om at få vores forretning i Asien til at vokse. Den forøgede ejerandel giver os ledelsesretten over en forretning i et ølmarked, der har vækstpotentiale på lang sigt,« lyder det fra koncernchef Cees ’t Hart fra Carlsberg i en pressemeddelelse.

Nøgleordet for Carlsberg er ”ledelsesretten”. Selv om Carlsberg har ejet 50 pct. af Cambrew i mange år, har den afgørende indflydelse ligget hos den lokale ledelse.

Cambodja er et vigtigt omend mindre marked for Carlsberg, der i mange år har satset hårdt på Sydøstasien. Carlsberg har store og mellemstore markedspositioner i Laos, Vietnam, Malaysia og Singapore.

Da Carlsberg købte sig ind i Cambrew med 50 pct. i 2005 blev markedandelen oplyst til 45 pct. Ifølge Carlsbergs egen opgørelse er den markedsandel i dag faldet til 20 pct., og Cambrew er kun Cambodjas tredjestørste bryggeri.

Den lokale ledelse har i flere år kørt sit eget løb. Tilsyneladende uden at Carlsberg reelt har kunne gøre så meget.

Det har gennem tiden ført til mange kontroverser om både strategi og tilgang til markedet.

Herunder med fagforeningerne om både aflønning og især personalepolitikken over for Cambrews såkaldte beer girls - kvinder, der er iført uniformer skal promovere Cambrews øl på restauranter og de populære beer gardens.

Cambrew - og dermed Carlsberg - blev beskyldt for at behandle disse beer girls dårligt og indirekte presse dem ud i druk og prostitution samt ikke sørge for deres sikkerhed, når berusede kunder generede dem.

Problemerne omkring beer girls var ikke udelukkende Carlsbergs men et problem for alle de store internationale bryggerigrupper, der dermed kom i karambolage med deres egne etiske retningslinjer.

Desuden medførte det dårlig omtale i en række lande.

Til Carlsbergs ros skal det siges, at bryggeriet for flere år siden tog initiativ til at beskytte disse kvinder og var pennefører for en aftale med de andre internationale bryggerier om nogle minimumsstandarder og lønninger, der skulle overholdes. Og det har hjulpet gevaldigt på problemerne.

Ifølge Carlbergs informationschef Kasper Elbjørn ønsker bryggeriet ikke at oplyse, hvor meget man har betalt for de yderligere 25 pct. af Cambrew.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også