Rigmand ejer over 100 mia. kr. - uden at måtte bruge dem
Den indiske milliardær Pallonji Mistry har en formue på 130 mia. kr. Problemet er, at størstedelen er utilgængelig.
Den indiske forretningsmand Pallonji Mistry må se langt efter størstedelen af sin formue, der lyder på 130 mia. kr.
108 mia. kr. af formuen er nemlig aktier i familievirksomheden Tata Group, og der er ingen udsigt til, at han kan indkassere dem, skriver Bloomberg.
Mistry arvede konglomeratet Tata Group, der har over 100 virksomheder under sig, efter sin far Shapoorji Pallonji. Det er i dag en af Indiens største koncerner. Han var også bestyrelsesformand for koncernen frem til 2016.
Men Mistry blev fjernet fra sin formandspost efter et kup i bestyrelseslokalet. En kamp imellem familien og bestyrelsen har kørt siden, men det tyder på, at det er bestyrelsen, som har overhånden.
Det har udviklet sig til en juridisk fejde, hvor bestyrelsen har fået medhold i sin beslutning om at undlade at lade Mistry sælge sine aktier i virksomheden. Den indiske regering støtter op om den regel.
Tata Group har altid været privatejet, men selskabet er blevet betragtet som offentligt ejet på grund af dets massive størrelse. Derfor har investorer kunne være mere fleksible, når det kom til at købe og sælge aktier i Tata Group-koncernen.
Men denne fleksibilitet er nu fortid, da den nye lov giver bestyrelsen muligheden for at hindre aktionærers salg af aktier i Tata Group. Inklusiv den tidligere bestyrelsesformands.
»I en privat virksomhed skal aktionærerne nu have tilladelse af bestyrelsen til at sælge sine aktier,« siger Daizy Chawla, partner i advokatfirmaet Singh & Associates.
Derfor må Mistry og hans familie vente med at få adgang til størstedelen af deres formue, indtil bestyrelsen beslutter sig for at give ham tilladelsen. Med tanke på den nuværende strid imellem familien og Tata Groups bestyrelse, må han højst sandsynligt vente længe.
Mistry vil efter alt at dømme appellere rettens dom om, at bestyrelsen er i sin gode ret til at nægte et salg af Mistrys aktier. Sagen vil derfor komme for den øverste domstol i Indien.


