Erhverv

DSB taber kampen om passagererne over Storebælt

DSB's passagertal over Storebælt faldt med 4,5 pct. i årets første seks måneder. Især konkurrencen fra hurtigbusser og faldende billetpriser på Storebæltsbroen gør ondt på DSB.

Arkivfoto: Jonas Olufson

DSB taber terræn i kampen om at fragte passagererne over Storebælt.

I første halvår af 2018 faldt DSB’s passagertal over Storebælt med 4,5 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Det viser det halvårsregnskab, som DSB har præsenteret torsdag.

I første halvår af 2018 sendte DSB 3.845.000 passagerer over Storebælt, hvilket er et fald på 181.000 passagerer sammenlignet med samme periode sidste år, hvor 4.026.000 krydsede Storebælt i et DSB-tog.

Ifølge DSB er det især den øgede konkurrence fra hurtigbusruterne mellem Sjælland og Jylland, samt billigere billetter over broen, der får selskabet til at miste kunder.

»For Fjern- & Regionaltog er konkurrencesituationen på rejser over Storebælt skærpet, og der har været et fald i antal rejser på 4,5 pct. i forhold til 1. halvår 2017. Det er især biltrafikken, der vinder markedsandele, og nedsættelsen af broafgiften over Storebælt i 2018 har øget konkurrencepresset på toget yderligere. Også bustrafikken over Storebælt er i 1. halvår 2018 vokset,« skriver DSB i halvårsregnskabet.

Ifølge DSB svarer passagerfaldet til, at selskabets markedsandel over Storebælt er faldet med 1 procentpoint.

Til sammenligning steg biltrafikken over Storebæltsbroen med næsten 2 pct. i første halvår af 2018 sammenlignet med samme periode sidste år, viser de seneste trafiktal fra Sund & Bælt.

I alt 6.209.325 køretøjer og motorcykler krydsede broen i januar - juni 2018.

Sammenlangt blev der foretaget 93,2 mio. rejser med DSB i Danmark i årets første seks måneder, hvilket er et fald på 1,5 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Ifølge halvårsregnskabet omsatte DSB for 4,9 mia. kr. i første halvår mod 5,1 mia. i første halvår sidste år. Resultatet før skat og uden særlige poster faldt fra 286 mio. kr. til 130 mio. kr. i samme periode.

BRANCHENYT
Læs også