Bang & Olufsen: Anders Colding Friis er nu valgt til bestyrelsen
Anders Colding Friis, der fratræder sin stilling hos smykkeselskabet Pandora i slutningen af august, er nu blevet valgt ind i bestyrelsen hos Bang & Olufsen
Allerede den 7. august annoncerede Bang & Olufsen, at selskabet ville have den nu snart forhenværende topchef hos Pandora med i bestyrelsen.
- Bestyrelsen har med denne indstilling lagt vægt på Anders Colding Friis' erfaring og viden indenfor salg, marketing, detailhandel, supply chain og onlinesalg samt hans viden omkring selskabets væsentligste markeder, lød det dengang fra selskabet.
Anders Colding Friis er nu formelt blevet valgt ind i bestyrelsen hos Bang & Olufsen
Det oplyser producenten af luksuselektronik i en fondsbørsmeddelelse torsdag aften.
I et interview med Berlingske Business lød det onsdag, at MP Pension, der er aktionær i B&O, ville stemme nej til forslaget om nyvalg af Anders Colding Friis, da pensionskassen ønsker at se flere kvinder i bestyrelserne.
- Det er samme problemstilling, vi ser andre steder. At man har et måltal og en plads, man skal have fyldt, men lige pludselig var det ikke muligt at finde en kvinde, og der var i øvrigt en mand, der var super kvalificeret.
- Men nu misser de endnu en mulighed for at få en kvinde i bestyrelsen, og det vil vi gerne markere ved at stemme imod, lød det fra Anders Schelde, der er investeringsdirektør for MP Pension, ifølge Berlingske Business.
Anders Colding Friis har siden 2015 været direktør i smykkeproducenten Pandora, men i forbindelse med regnskabet den 9. august kom det frem, at han forlader selskabet med virkning fra 31. august.
Meddelelsen om afskedigelsen kom samme uge, hvor Pandora måtte meddele aktiemarkedet, at salget ikke vokser så meget som ventet, og hvor aktiekursen efterfølgende tog et markant dyk.
Tidligere har han blandt andet gennem otte år været topchef hos Scandinavian Tobacco Group. Desuden har han bestyrelseserfaring fra IC Group og Topdanmark.

