Fortsæt til indhold

Aarsleff får ny direktør

Danmarks største entreprenørkoncern får ny topchef. Ebbe Malte Iversen stopper som adm. direktør i Aarsleff. Afløseren er fundet internt.

Erhverv

66-årige Ebbe Malte Iversen overlader roret i Per Aarsleff Holding A/S til Jesper Kristian Jacobsen 1. oktober. Direktørskiftet sker lige op til, at Aarsleff-topchefen gennem mange år fylder 67 år.

Jesper Kristian Jacobsen blev ansat i Aarsleff i 1995 og har siden 2016 været medlem af koncerndirektionen. Aarsleff har tradition for at vælge en ny adm. direktør internt, og det blev altså også tilfældet denne gang.

Jesper Kristian Jacobsen er uddannet ingeniør fra Aarhus Teknikum og Salford University i Manchester. Han har desuden i 2015 videreuddannet sig inden for generel ledelse på Harvard Business School.

Aarsleff oplyser, at Jesper Kristian Jacobsen gennem det meste af sin karriere har været leder af Aarsleffs anlægsaktiviteter vest for Storebælt. Den nye direktør har i de seneste år også haft ansvaret for den organisatoriske opbygning af Aarsleffs byggeriaktiviteter vest for Storebælt. Byggeri er et relativt nyt område for Aarsleff, som traditionelt er kendt for at udføre infrastruktur- og anlægsopgaver, som lidt forsimplet sagt er det, der foregår under knæhøjde.

Jesper Kristian Jacobsen var en af de to nye koncerndirektører, Aarsleff udpegede for to år siden. Dengang afviste Aarsleffs bestyrelsesformand, Andreas Lundby, at have lagt sig fast på, om Ebbe Malte Iversens afløser skulle findes internt, og at de to dermed var kronprinser.

»Det har vi ikke låst os fast på. Vi vil finde den bedste til jobbet,« sagde han dengang.

Når den nye direktør overtager direktørstolen, har Ebbe Malte Iversen 19 år som adm. direktør og i alt 29 år i direktionen bag sig. Han har været i Aarsleff i stort set hele sin karriere og startede i selskabet som 23-årig ung ingeniør.

Han har som direktør transformeret Aarsleff fra at være en mindre virksomhed til at være Danmarks største entreprenør med en årlig omsætning på over 11 mia. kr.

Ebbe Malte Iversen har været adm. direktør siden 1999. Nu stopper han som adm. direktør. Foto: Joachim Ladefoged
Artiklens emner
Per Aarsleff
Ebbe Malte Iversen