Telekometer jagter kunder i TDC's pressede erhvervsforretning

Erhvervsmarkedet i telesektoren er under benhårdt prispres. Det går hårdest ud over TDC, mens mindre aktører vinder terræn på bekostning af de store teleselskaber.

TDC taber hvert år mellem 10 og 15 pct. af omsætningen i erhvervsforrretningen. Direktør for TDC Erhverv, Michael Moyell Juul, erkender, at markedet presser TDC. Foto: Stine Bidstrup

Mens den benhårde kamp om kunderne på telemarkedet har sat telegiganternes erhvervsforretning i frit fald, kaprer de mindre udfordrere på markedet kunder i stor stil.

Særligt TDC mærker den øgede konkurrence. Siden 2015 er omsætningen i TDC Erhverv dykket med 24 pct., mens driftsresultatet (ebitda) er faldet med 30 pct. Det benhårde prispres på erhvervstelefoni og elselskabernes hurtige fibernet har ramt TDC hårdt.

»Vi har været tynget af et benhårdt marked. Men det seneste år har vi lanceret nye cloud- og netværksservices, som giver erhvervskunderne - også de små - noget ekstra,« siger Michael Moyell Juul, direktør for TDC Erhverv.

TDC-nedgangen skyldes bl.a. konkurrenter som Globalconnect, elselskaberne og flere små udbydere som IP Nordic, der har tårnhøje vækstrater. Globalconnect vokser 12-13 pct. om året og ejer ca. 15.000 km fiberkabler i Danmark, hvilket er helt afgørende, mener topchef Christian Holm Christensen:

»Fordi vi - modsat de store teleselskaber - ejer fibernet og datacentre i hele Danmark, kan vi tilbyde hurtigere forbindelser og bedre datahåndtering. At vi ejer infrastrukturen, gør os mere fleksible over for kunderne, og det har været vejen til vækst.«

Vi har været tynget af et benhårdt marked.

Michael Moyell Juul, direktør for TDC Erhverv

Mindre aktører som sønderjyske IP Nordic er skudt frem ved at underbyde TDC på prisen. Men ifølge Michael Moyell Juul er erhvervskunderne optaget af andet end prisen.

»Netværks- og datasikkerhed er blevet vigtigere for kunderne. Med TDC's størrelse og ressourcer har vi en fordel på den front, og det giver forhåbninger om at dæmpe tilbagegangen,« siger TDC-direktøren.

Sydbanks teleanalytiker Morten Imsgard ser dog ikke lys forude for telegiganten:

»Virksomhedernes betalingsvillighed er ekstremt lav, og der vil nok gå tid, før vi ser lidt højere erhvervspriser igen.«

Læs også