Erhverv
0

Matas køber Stadil-ejet sundhedsbutik for stort millionbeløb

Firtal Group, der var med i "Løvens Hule" for et par år siden, er blevet købt af Matas.

Matas kan nu se frem til, at salget fra de fysiske butikker bliver suppleret langt mere af det digitale salg. Det sker, efter at Matas har købt Firtal Group. Foto: Stine Bidstrup

Erhvervsmanden Christian Stadil har fået solid gevinst på en investering fra DR-programmet "Løvens Hule".

Således har han og de andre ejere af Firtal Group, der driver Helsebixen.dk og en række andre webbutikker inden for sundhed og velvære, solgt virksomheden til Matas for 130 mio. kr.

Stadil investerede 2 mio. kr. for 10 pct. ejerskab af Firtal Group i "Løvens Hule" i 2016. De to andre "løver" Jesper Buch og Tommy Ahlers investerede også dengang et beløb i Firtal Group og fik hver en ejerandel på 2,5 pct.

»Firtal Group kommer nu ind i et setup, hvor det er muligt at forløse selskabets enorme potentiale. Det er derfor med stor glæde, at jeg og de øvrige investorer rækker stafetten videre til Matas,« siger Christian Stadil i en pressemeddelelse.

Matas er presset af hård konkurrence på markedet for sundhed og velvære, men i det seneste kvartalsregnskab var der fremgang at spore.

Nu er det første opkøb under topchef Gregers Wedell-Wedellsborg så en realitet.

»Lige fra vores allerførste møde med Firtal Groups stiftere har vi haft en fælles vision om at skabe en ny aktør inden for sundhed og velvære med et netværk af digitalt fødte brands rettet mod skarpt definerede målgrupper,« siger Matas-bossen i en fondsbørsmeddelelse.

Udover købesummen på 130 mio. kr. ligger der også en earnout-aftale på 20 mio. kr. i handlen.

»Vi ser Firtal Group som en attraktiv investering i sig selv og er imponerede over de resultater, stifterne har opnået, samt over deres digitale kompetencer og ambitioner. Derudover har vi identificeret en række måder, hvorpå vi kan fremskynde Firtals vækstplaner og forbedre lønsomheden,« siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Firtal Group omsatte i 2017 for 91 mio. kr. og havde et overskud på 3,6 mio. kr. efter skat. I 2018 forventes virksomhedens omsætning at stige til 140 mio. kr., og det er Matas' forventning, at omsætningsvæksten vil være tocifret gennem hele Matas' strategiperiode frem mod 2023.

Med overtagelsen af Firtal Group forventer Matas at fordoble sit digitale salg.

Firtal Group blev stiftet af Mikkel Harken Salling og Jesper Ernst Hvejsel, der begge stadig er aktive i driften og ejerskabet af virksomheden.

Hovedkontoret er beliggende i Lystrup ved Aarhus, og 45 medarbejdere beskæftiges hos Firtal Group.

Handlen mellem Matas og Firtal Group afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse. Den forventes at være på plads i 4. kvartal.

BRANCHENYT
Læs også