Erhverv

Danmarks største shoppingcenter sat til salg

Fjerde generation af ejerfamilien bag Rødovre Centrum vil ikke overtage det shoppingcenter, der nu kan blive handlet i Danmarks største ejendomshandel.

Jesper Andreasens morfar byggede Rødovre Centrum for over 50 år siden. Han står nu i spidsen for det store shoppingcenter, der netop er blevet sat til salg. Foto: Janus Engel

Efter mere end 50 år med samme ejerfamilie sættes Danmarks største shoppingcenter, Rødovre Centrum, nu til salg.

Centerets direktør, Jesper Andreasen fra ejerfamilien, har nået en alder, hvor det er naturligt at tænke på, hvordan centeret skal drives i fremtiden.

Da ingen i næste generation ønsker at overtage hverken ejerskabet eller driften af Rødovre Centrum, vil familien Andreasen nu undersøge mulighederne for at sælge centeret.

»Efter 27 spændende år i spidsen for et shoppingcenter, som kunderne flere gange har kåret som Danmarks bedste, er det snart tid til nye kræfter, som kan sikre fortsat udvikling og fremgang i Rødovre Centrum. Da familien ikke denne gang har en afløser til at påtage sig direktørposten, er vi blevet enige om at undersøge mulighederne for at afhænde centeret til den rette, eksterne køber,« siger Jesper Andreasen, der overtog ledelsen efter sin mor i 1991, i en pressemeddelelse.

Det oplyses ikke, hvad prisen på Rødovre Centrum er. Men i det seneste regnskab fra selskabet bag centeret, er værdien fastsat til 3,2 mia. kr.

Men hvis der er kamp om det velindtjenende center, kan prisen hurtigt løbe op i et niveau, hvor det bliver Danmarks dyreste ejendomshandel nogensinde.

Erhvervsmæglerfirmaet Colliers har fået opgaven med at finde den fremtidige ejer af det 115.000 kvadratmeter store shopping-, fritids-, og forlystelsescenter, som i år ventes at blive besøgt af flere end 9 mio. kunder samt skabe en omsætning på 2,3 mia. kr. i de 160 butikker.

Salgsprocessen af Rødovre Centrum er først lige indledt, og derfor vil det gå et stykke tid, før den eventuelt fører til et salg, oplyses det i pressemeddelelsen.

Aktieselskabet Rødovre Centrum havde i det seneste regnskabsår et overskud efter skat på 221 mio. kr.

Rødovre Centrum blev bygget af Jesper Andreasens morfar, Aage Knudsen, og åbnede i 1966. Dengang var det Danmarks første store indendørs-shoppingcenter.

Læs også
Top job