Lego har bygget en superbil af over 1 mio. dele - og den kan køre
Legos specielle designteam gav sig selv »den ultimative udfordring.« Det er nu blevet til en køreklar Lego-bil.
Den danske legetøjsgigant Lego er kendt for at bygge vilde ting af sine farverige klodser.
Denne gang er det lykkedes Lego at bygge en køreklar kopi af superbilen Bugatti Chiron. Bilen består af over 1 mio. Lego Technic-elementer og har taget over 13.000 mandetimer for Legos specialtem at bygge.
»Vi ønskede at skubbe grænserne for, hvad vi kunne forestille os at bygge. Nu har vores team gjort det muligt rent faktisk at køre denne model,« siger Lena Dixen, vicepræsident for produkt og marketing i Lego, i en pressemeddelelse.
Lego Technic har eksisteret i mere end 40 år og er et af Legos særlige byggesystemer. Det giver mulighed for at bygge mere avancerede og realistiske modeller, end man kan med de traditionelle klodser.
Ret skal dog være ret: Det er ikke hele den 1,5 tons tunge bil, der er bygget af Lego. Der er en stålramme, et par batterier, 3d-printede gear, og hele bilen hviler på rigtige Bugatti-hjul.
Idéen om at bygge en Bugatti-bil i naturlig størrelse opstod, efter at Legos designere var blevet færdige med at bygge en Chiron-model i størrelsesforholdet 1:8. Den består af cirka 3.600 dele.
Herefter besluttede Legos designteam at give sig selv »den ultimative udfordring« ved at bygge en Lego-bil, som rent faktisk kan køre.
Det er nu lykkedes.
I alt er der brugt over 300 forskellige typer Lego Technic til den naturtro kopi, som blev testkørt i juni af den tidligere Le Mans-vinder Andy Wallance.
»Fra omkring 20 meters afstand kunne jeg slet ikke se, at jeg kiggede på en Lego-bil. Der ligger mange kræfter og meget tid bag bilen, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle køre en bil af Lego,« udtaler Andy Wallance.
En ægte Bugatti Chiron koster små 19 mio. kr. før danske afgifter.

