Erhverv

Troels Bech stopper som sportsdirektør i Brøndby IF

Sportsdirektør Troels Bech stopper i fodboldklubben Brøndby IF ved årets udgang.

Brøndbys sportsdirektør Troels Bech stopper i klubben. Foto: Lars Poulsen/Polfoto

Troels Bech stopper som sportsdirektør i Brøndby IF ved udgangen af året. Det meddeler Brøndby IF i en pressemeddelelse mandag formiddag.

»Sportsdirektør Troels Bech har her til morgen opsagt sin stilling i Brøndby IF. Det er aftalt mellem Brøndby IF og Troels Bech, at Troels Bech varetager sin stilling som sportsdirektør frem til 31. december 2018, hvorefter Troels Bechs arbejdsopgaver i Brøndby IF stopper,« skriver klubben.

Ifølge Troels Bech skyldes bruddet, at han nu vil prøve sig selv af uden for fodboldverdenen.

»Hvis jeg ser på den proces, som jeg har været en del af i Brøndby IF - samt tager den ballast og erfaring jeg har skabt mig omkring at skabe sammenhængskraft i betragtning - så ønsker jeg at bruge disse kompetencer meget mere i en bredere kontekst og på en større platform end fodbold,« udtaler han til Brøndbys hjemmeside.

Troels Bech kom til Brøndby i 2015 efter en længere karriere som træner i bl.a. OB, Esbjerg, FC Midtjylland og Silkeborg.

Her har han sammen med adm. direktør Jesper Jørgensen og kommercielle direktør Ole Palmå udgjort direktionen i klubben.

I rollen som sportsdirektør har han været med til at implementere klubbens nye forretningsstrategi, der skulle være med til at vende skuden både sportsligt og økonomisk for klubben fra den københavnske vestegn.

Troels Bech var bl.a. manden bag ansættelsen af den tyske cheftræner Alexander Zorniger i 2016.

Bestyrelsesmedlem og hovedaktionær i Brøndby IF Jan Bech Andersen udtaler:

»Vi er kede af, at Troels har valgt at stoppe i Brøndby IF. Vi har været meget tilfredse med hans arbejde, og de resultater han har skabt i samarbejde med Alexander Zorniger, der taler for sig selv. Derfor ville vi også have foretrukket, at Troels fortsatte i Brøndby IF, men når man kender Troels, så ved man også, at når han har besluttet sig for at stoppe, så er det sådan, som det desværre må være.«

Brøndby IF er forsvarende pokalmestre og blev sidste sæson nummer to i Superligaen. I øjeblikket er klubben placeret som nummer tre.

Klubben præsenterede i sidste uge sit regnskab for årets første seks måneder. I første og andet kvartal steg omsætningen med 36 pct. til 92,2 mio. kr. Til gengæld var der stadig rød tal på bundlinjen, hvor klubben kom ud af årets første halvår med et underskud før skat på 8,7 mio. kr.

Fodboldklubben forventer fortsat at lande efter overskud på mellem 12 og 22 mio. kr. - bl.a. på baggrund af salget profilerne Christian Nørgaard og Frederik Rønnow, der blev solgt i sommerens transfervindue.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også