Erhverv
0

Blev kendt på tv: Dansk firma skal rekonstrueres efter bizar tvist

Der har været samarbejdsvanskeligheder og uenigheder mellem vaskeservicen Washa og den tidligere storaktionær Berendsen. Derfor skal Washa nu rekonstrueres.

Max Stripp, Jannick Christensen og Karim Ben M'Barek er de tre stiftere bag Washa, som blev kendt i tv-programmet "Løvens Hule". Nu skal Washa rekonstrueres.
Foto: Niels Hougaard

Det ambitiøse digitale vaskeri Washa skal gennem en rekonstruktion i en umiddelbart meget bizar tvist med en tidligere storaktionær.

Washa er i gang med at lukke det nuværende selskab, hvorfra virksomheden bliver drevet, og i stedet stifte et nyt selskab, der skal føre aktiviteterne videre.

Det sker efter samarbejdsvanskeligheder og uenigheder med Berendsen, som har skudt store millionbeløb i Washa og for nylig er stoppet som storaktionær.

Det spøjse i sagen er, at rekonstruktionen er ved at blive gennemført uden Berendsens vidende, påstår vaskegiganten.

»Vi har ikke fra anden side hørt noget om en forestående rekonstruktion af Washa, som vi er tidligere medejer af og leverandør til, og det er først med din mail, at vi er blevet opmærksomme herpå. Dog kunne vi konstatere, da vi i morges (mandag morgen, red.) mødte ind til vores lokaler på vores vaskeri i Kastrup, der hidtil har tjent som vaskeri og kontor for Washa, at disse henover weekenden var blevet tømt for Washas ejendele,« skriver Berendsens økonomidirektør, Michael Dufke Nørgaard, i en skriftlig udtalelse til Finans.

Han udledte dermed, at Washa ikke længere ville bruge Berendsen som leverandør, og derfor er fem personer blevet afskediget i vaskeriet i Kastrup.

Ifølge Washas adm. direktør og medejer, Karim Ben M'Barek, er alle involverede i Washa blevet informeret løbende.

Han forklarer endvidere, at samarbejdsvanskelighederne med Berendsen begyndte, da vaskegiganten blev opkøbt af franske Elis i november 2017.

Efterfølgende pressede Berendsen på for at få mindsket omkostningerne i Washa og gøre virksomheden mere effektiv, fortæller Karim Ben M'Barek.

»Berendsens direktion blev skiftet ud, og den nye direktion var ikke enig i Washas strategi eller den rejse, vi skal ud på. Vi har derfor valgt at rekonstruere Washa og starte Washa Aps, så vi får fuldkommen frihed til at udvikle selskabet i den retning, vi ønsker,« siger han.

Karim Ben M'Barek og de to andre stiftere af Washa, Jannick Christensen og Max Stripp, vil i første omgang være ejere af det nye Washa.

Men i løbet af de næste uger håber de at koble nye medejere på. Der skal nemlig hentes frisk kapital, og Karim Ben M'Barek fortæller, at tidligere investorer har givet opbakning til den nye plan.

Dog vil han ikke fortælle, om Christian Stadil, Jesper Buch og Tommy Ahlers fortsat vil være en del af ejerkredsen efter rekonstruktionen.

De investerede tilsammen 1,5 mio. kr. i Washa, da virksomheden i 2015 deltog i DR-programmet "Løvens Hule".

»I det nye Washa kommer vi til at få en stor investorgruppe. Der vil både være gengangere og nye folk ombord. Men jeg kan endnu ikke sige, hvem det er,« siger Karim Ben M'Barek.

Selvom Washa har flyttet sit vaskeri ud af Berendsen, skal kunderne ikke frygte, at deres beskidte tøj ikke bliver vasket.

Den rekonstruerede virksomhed har nemlig indgået en aftale med et nyt vaskeri.

»Det vigtigste for os er, at kunderne ikke lider under dette. Vi er derfor glade for allerede at have en aftale på plads. Selvom der vil være risiko for enkelte børnesygdomme i den første uge, garanterer vi, at servicen bliver endnu bedre,« siger Karim Ben M'Barek.

BRANCHENYT
Læs også