Erhverv
0

Flere flyver til udlandet fra Aalborg og Billund

Flere danske lufthavne har samlet vækst i passagertallet også efter højsæsonen - især drevet af udlandsruter.

Et af de luftfartselskaber, som flyver nordjyder ud af Aalborg, er KLM. Arkivfoto.

Sommeren 2018 har været varm og flyvende. I hvert fald melder de to største, jyske lufthavne om vækst i antallet af passagerer.

Aalborg Lufthavn rapporterer således om en fremgang i antallet af passagerer på 9,6 pct. i august sammenlignet med samme måned i fjor. Væksten tæller både charter samt indenrigs- og udenrigstrafikken. Dermed rejste 140.561 passagerer gennem den nordjyske lufthavn i august.

Udenrigstrafikken steg med 17,9 pct. i den forløbne måned svarende til, at 43.891 rejste til og fra udlandet gennem Aalborg.

Ifølge lufthavnsdirektør Søren Svendsen er væksten drevet både af fly direkte til feriedestinationer i bl.a. Spanien samt ruter til London og Amsterdam, der kan bruges som forbindelse længere ud i verden

På samme tid havde Aalborg en fremgang i indenrigstrafikken til København, der voksede med 3,5 pct. i august. En del af den trafik bygger også på, at lufthavnen i København bruges til at rejse videre ud i verden.

Chartertrafikken i Aalborg steg med 14,6 pct. i august til 25.099 passagerer.

»At vi oplever en vækst i chartertrafikken i august vidner om et udbud af de traditionelle charterrejser fra rejseselskaberne. Pakkerejserne er generelt også lidt billigere efter skolernes sommerferie. Rejselysten blandt danskerne har derfor været tydelig i august 2018,« udtaler lufthavnschef Søren Svendsen, Aalborg.

Hos den største lufthavn i Jylland, Billund, lyder trafiktallene for august, at måneden gav en vækst i passagertallet på 3,4 pct. til 358.000.

Fremgangen i Billund var på 6,4 pct i udenrigstrafikken, mens indenrigsflyvningerne i august var med 1,1 pct. færre passagerer end i agust 2017. Dykket for charter i lufthavnen lød i august på 2,8 pct.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også