Erhverv
0

To danske paraply-drenge ville erobre England med deres idé: Nu er planen ændret

De to kaospiloter Andreas Søgaard og Matthias Edström skulle have været på det engelske marked med deres låneparaplyer. Men den plan er udskudt til fordel for et nyt projekt.

De to kaospiloter Andreas Søgaard (tv) og Matthias Edström (th) mødte modstand, da de spredte paraplyerne ud i Århus og København. Derfor er planen om at erobre Manchester udskudt, og i stedet har de kastet sig over et nyt millionprojekt.

For et år siden var tre aarhusianske drenge klar til at erobre det regngrå England med deres låne-paraplyer. Men drengene mødte modstand, da paraplystanderne nåede de større byer, og derfor har de udskudt projektet.

I stedet har to af gutterne, Andreas Søgaard og Matthias Edström, nu stiftet Dripdrop, som har fået tildelt en millioninvestering.

Andreas Søgaard og Matthias Edstrøm står i forvejen bag Abrella, der har paraplyholdere i syv jyske byer samt byer i Sverige, Norge og Schweiz. Idéen er, at folk gratis kan låne dem, når det regner.

Indtjeningen kommer fra sponsorer, som fik deres logo trykt på paraplyen.

Men Abrella fungerede ikke i de større byer, og det har fået Andreas Søgaard og Matthias Edstrøm til at lancere Dripdrop, et Abrella-alternativ til storbyerne.

»Vi oplevede, at der forsvandt 14.000 paraplyer om året fra København og Aarhus, fordi folk ikke afleverede paraplyerne tilbage. Det var ikke derfor, vi gik ind i det. Jo større byerne bliver, jo mindre lokal-patriotiske bliver folk,« siger Andreas Søgaard.

De to drenge mødte hinanden på uddannelsen til kaospiloter, og for fire år siden stiftede de Abrella. Planen var, at de to kaoskammerater skulle have lanceret paraplystanderne i Manchester, men nu er planen ændret.

»Lige nu kan jeg heller ikke forestille mig det. Vi har så meget mere, vi skal lære på det danske marked,« siger Andreas Søgaard.

Idéen med Dripdrop er den samme som med Abrella, men nu skal du tilmelde dig gennem en app, som registrerer, hver gang du tager en paraply, og når du afleverer den tilbage.

»Vi kan allerede mærke nu, at der er en enorm stigning i antallet af folk, der returnerer paraplyen, nu hvor de hæfter for den. Planen er, at Dripdrop skal fungere i de større byer og stå i metroer og på togstationer,« siger Andreas Søgaard.

For at kunne realisere storbydrømmen har drengene selv smidt en million i Dripdrop, mens de yderligere har modtaget en millioninvestering fra fem investorer. Blandt dem er Anders Geert, der har været med til at introducere bycyklerne i Danmark.

BRANCHENYT
Læs også