Fortsæt til indhold

Lars Seier opgiver ejerskab af donutfirma

Milliardæren købte sig ind i The Donut Shop i februar 2017. Nu har han solgt sin store ejerandel i donutfirmaet.

Erhverv

Lars Seier Christensen har opgivet at tjene penge på donuts.

For den danske erhvervsmand har solgt sin ejerandel på 44 pct. af virksomheden The Donut Shop. Det sker blot halvandet år efter, han købte sig ind i virksomheden og i den forbindelse skød 3,5 mio. kr. i The Donut Shop.

Lars Seier Christensen bekræfter over for Finans, at han har forladt The Donut Shops ejerkreds.

»Der er ikke tale om et brud. Jeg har bare valgt at sælge min andel tilbage til stifterne,« skriver han i en mail.

Finans har efterfulgende spurgt om årsagen til hans farvel, og om han har været med til at skyde yderligere kapital ind i virksomheden i 2018.

I løbet af året har The Donut Shop således ad tre gange fået kapitaltilførsler for i alt 1 mio. kr.

Lars Seier Christensen har ikke besvaret Finans’ opfølgende spørgsmål, ligesom The Donut Shops direktør og nye hovedaktionær, Haiper Safi, endnu ikke har ønsket at kommentere ejerskiftet.

The Donut Shop blev stiftet i 2014 og åbnede dengang Københavns første butik dedikeret til donuts. I de følgende år åbnede virksomheden yderligere tre butikker i København og fik et samarbejde med 7-Eleven, der satte donuts ind på hylderne i en lang række butikker landet over.

»Vi har ingen begrænsninger. Opstår der muligheder i Aarhus, Odense og andre steder, er vi ikke bange for at gribe dem. Vi driver forretningen med passion og går ikke så meget op i grafer og tabeller. Det vigtigste for os er, at håndværket er i orden,« sagde Haiper Safi i 2015 til Jyllands-Posten.

Nu tre år senere er der én butik tilbage for The Donut Shop, og de første års overskud blev i det seneste regnskab for 2016/2017 forvandlet til et underskud på 1,8 mio. kr.

»Årets resultat er påvirket af svigtende salg i regnskabsårets første halvår samt omkostninger til etablering af nye produktionsfaciliteter i Albertslund,« skrev The Donut Shop i sit seneste regnskab om underskuddet.

I indeværende regnskabsår forventer virksomheden dog et overskud igen.

Artiklens emner
Lars Seier Christensen