Fortsæt til indhold

Brødrene bag Søstrene Grene har tjent 140 mio. kr. på tre år

Væksten fortsætter hos den familieejede butikskæde Søstrene Grene, der har tocifret millionoverskud.

I 2007 havde den Søstrene Grene 20 butikker, mens selskabet et årti senere har 216 fordelt i flere lande. Planen er, at den vækst skal fortsætte. Foto: PR
Erhverv

Den danske butikskæde Søstrene Grene åbner nye butikker i et hæsblæsende tempo, og millionerne triller ind på kontoen hos de to ejere, brødreparret Mikkel og Cresten Grene.

Den familieejede butikskæde kom ud af det skæve regnskabsår 2017/18 med et overskud på 78 mio. kr. efter skat. Det var mere end dobbelt så meget som året før, da overskuddet lød på 32 mio. kr.

I samme regnskabsår åbnede Søstrene Grene 44 nye butikker og udvidede til til Østrig, Schweiz, Færøerne og Belgien.

»Vi er utrolig glade for, at folk tager så positivt imod Søstrene Grene i ind- og udland, men vi er samtidig meget bevidste om, at vi ikke må tage det for givet, siger Mikkel Grene, adm. direktør i Søstrene Grene, i en pressemeddelelse.

På trods af at Søstrene Grene bygger forretningen op på historien om de to søstre Clara og Anna, der køber alverdens nips, design og interiør til hjemmet, er det de to brødre, Mikkel Grene og Cresten Grene, der i dag driver den butikskæde, som forældrene grundlagde tilbage i 1973.

»Vores kulturelle værdier samt kontinuerligt fokus på udvikling af virksomheden og lønsom vækst har gjort det muligt for os at øge indsatsen inden for historiefortællingen om Anna og Clara, konceptudvikling, sociale medier og eget design, som fremover også skal fortsætte med at styrke vores brand og butiksoplevelse,« siger Mikkel Grene.

I 2007 havde den familieejede virksomhed blot 20 butikker, mens den i dag har 216 spredt ud i 15 forskellige lande.

Og Mikkel Grene oplyser, at ambitionen er at holde væksttempoet i antallet af butikker.

»Det er vigtigt for os – ikke mindst som familieejet virksomhed, at vi kan levere stærke finansielle resultater, så vi er i stand til at finansiere alle de mange nye tiltag, som vi har i støbeskeen for de kommende år,« siger Mikkel Grene.

Ligesom Normal-kæden og Flying Tiger of Copenhagen holder Søstrene Grene fast i, at butikskæden ikke vil sælge sine produkter online, men kun fra fysiske butikker.

De fleste af Søstrene Grenes butikker er drevet af franchisetagere. Kæden styres fra hovedkontoret i Aarhus.

Artiklens emner
Regnskaber
Søstrene Grene