Erhverv
0

Gavekortfirma lukker - ansatte fyret

Den nye ejer af Bellevue afvikler firmaet. Det koster et stort milliontab.

Bellevue blev stiftet i 2006 af Henning Bruun og solgte hvert år tusindvis af oplevelsesgavekort til danskerne. Screenshot.

Det kendte danske gavekortfirma Bellevue lukker. Den nye ejer er i gang med at afvikle samtlige af firmaets aktiviteter og har afskediget en del af de ansatte.

Det fremgår af et nyt regnskab fra Bellevue A/S.

Bellevue, der har hovedsæde i Aalborg, blev i juli sidste år solgt til verdens største producent af oplevelsesgaver, Smartbox. Men den nye ejer vil ikke videreføre Bellevue som et selvstændigt brand.

Derfor bliver der ikke længere solgt Bellevue-bokse, og »store dele« af medarbejderstaben er blevet afskediget.

»Men alle solgte Bellevue-bokse vil fortsat kunne indløses indenfor gyldighedsperioden,« skriver ledelsen i regnskabet.

Nedlukningen af Bellevue har indtil videre kostet 47 mio. kr. Så stort er det underskud, som selskabet havde i seneste regnskabsår. Det store tab skyldes dels afviklingen af alle salgsaktiviteter og fyringen af medarbejdere, dels salg og nedskrivninger af selskabets anlægsaktiver.

Egenkapitalen i Bellevue er nu negativ med 41 mio. kr. Dermed er pengekassen tom, men ifølge ledelsen undersøges der forskellige muligheder for at skaffe ny kapital, så man kan fortsætte driften.

Den nye ejer, Smartbox, har stillet et lån på knap 35 mio. kr. til rådighed. Men Bellevue bliver ikke i stand til at tilbagebetale lånet fuldt ud, lyder det. Smartbox har dog lovet, at man vil støtte Bellevue finansielt, indtil at selskabet er lukket helt.

Bellevue blev stiftet i 2006 af Henning Bruun og solgte hvert år tusindvis af oplevelsesgavekort til danskerne. Også investorerne Jan Lehrmann og Thomas Holm blev en del af ejerkredsen, inden at firmaet blev solgt til Smartbox.

Har du et Bellevue-gavekort, kan det enten indløses til en oplevelse på bellevuebox.dk eller til et beløbsgavekort på smartbox.sk. Det afhænger af, hvilket gavekort der er tale om.

Smartbox er verdens største producent af oplevelsesgaver og er aktiv i 10 lande under mærkerne Smartbox, Bongo, Buyagift, La Vida Es Bella, Cadeaubox, Dakotabox og Emozione3.

BRANCHENYT
Læs også