Fortsæt til indhold

Ankenævn afviser Konkurrencerådet i omstridt tagpap-sag

Konkurrenceankenævnet har afvist Konkurrencerådets afgørelse i den såkaldte tagpap-sag. Dermed skal Konkurrencerådet på ny behandle sagen.

Erhverv

En række af de største aktører i den danske tagpapbranche har taget et foreløbigt stik hjem i den såkaldte tagpap-sag.

Konkurrenceankenævnet har onsdag afvist Konkurrencerådets afgørelse i sagen, der blev truffet sidste år, og dermed skal sagen på ny behandles i Konkurrencerådet.

Det skriver tagpapselskabernes pr-bureau i en pressemeddelelse.

Kort opsummeret handler sagen om, at tagpapvirksomhederne Nordic Waterproofing og Icopal Danmark samt Danske Tagpapfabrikanters Brancheforening og Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR) ifølge Konkurrencerådet har overtrådt konkurrencereglerne.

Ifølge Konkurrencerådet har tagpapvirksomhederne brugt den såkaldte industristandard TOR til at afskærme markedet for konkurrerende virksomheder og produkter.

Men det mener Konkurrenceankenævnet altså ikke, at Konkurrencerådet har bevist tydeligt nok.

»Konkurrencerå̊det har således ikke med den fornødne sikkerhed godtgjort, at der foreligger en ”til formål”-overtrædelse. Konkurrenceankenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling og afgørelse i Konkurrencerå̊det,« står der i afgørelsen.

Paul Erik Rask, der er adm. direktør i Nordic Waterproofing, udtrykker glæde over afgørelsen.

»Vi er glade for ankenævnets afgørelse. Efter fire år er vi nu ved at være på rette vej,« udtaler han i pressemeddelsen.

Konkurrencerådet havde desuden krævet TOR tvangsopløst, men heller ikke det finder Konkurrenceankenænvet belæg for.

»Konkurrenceankenævnet finder således ikke, at standarderne og/eller TOR Godkendt i sig selv kan betragtes som tilstrækkelig skadelig for konkurrencen til at anse en nærmere kontekstanalyse for overflødig,« skriver ankenævnet i afgørelsen.

Finans har været i kontakt med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som Konkurrencerådet hører under, men styrelsen vil først kommentere afgørelsen efter torsdag middag.

Artiklens emner
Icopal
Nordic Waterproofing