Erhverv

Højesteret har stadfæstet kæmpebøder til Uber-chauffører

Højesteret stadfæster bøder på samlet knap 700.000 kroner til fire tidligere Uber-chauffører.

Foto: Andrew Harrer/Bloomberg

Fire Uber-chauffører skal samlet betale flere hundredetusinde kroner i bøde for ulovlig taxakørsel. Det står klart, efter at Højesteret i dag har stadfæstet en dom fra Østre Landsret.

Bøderne til de fire Uber-chauffører spænder fra 40.000 kr. til 486.500 kr., og de løber samlet op i næsten 700.000 kr.

Sagerne mod de fire Uber-chauffører spiller en vigtig rolle i forhold til et større retsligt efterspil. De fire sager var nemlig såkaldte prøvesager, og udfaldet af sagerne skulle derfor afgøre, om der var grundlag for at sende bøder til ca. 1.500 tidligere Uber-chauffører.

Med stadfæstelsen af dommen er vejen nu banet for, at der kan sendes bøder til de mange tidligere Uber-chauffører. Hvorvidt det ender sådan er dog for tidligt at sige.

Ifølge Børsen vil advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen tage sig tid til at sætte sig ind i dommen, inden der kommer en udmelding om, hvad der videre vil ske fra politiets side.

Navnene på de 1.500 tidligere Uber-chauffører kommer fra den såkaldte Uber-liste. Det er en liste, som stammer fra Holland, hvor Uber har sit europæiske hovedkontor. Ud over navnene rummer listen også de ture, som chaufførerne har kørt i en periode fra 2013-2015.

Det var bl.a. et spørgsmål om, hvorvidt de danske skattemyndigheder måtte videregive oplysningerne fra Uber-listen til politiet, som fik sagen til at ende hele vejen i Højesteret. Og det er der nu skabt klarhed om.

»Højesteret udtalte endvidere, at det var berettiget, at de oplysninger, som SKAT modtog fra de hollandske skattemyndigheder, indgik i straffesagen mod de tiltalte,« skriver Højesteret i et kort oprids af dommen.

Uber oplyser, at selskabet er i gang med at gennemgå afgørelsen og konsekvenserne af den.

»Vi er meget ærgerlige på de involverede chaufførers vegne, og vores højeste prioritet er at støtte dem i denne svære tid. Vi er i gang med at ændre måden, vi arbejder på, hvor vi arbejder ud fra lokal lovgivning og samarbejder med professionelle chauffører med licens rundt omkring i Europa,« lyder det bl.a. i en udtalelse fra Uber.

Uber droppede sidste år at køre i Danmark. Det skyldtes ifølge det amerikanske selskab en ny taxalov, der blandt andet fastholdt krav om taxameter og sædefølere.

Læs også
Top job