Erhverv
0

Sommerens transfervindue satte ny rekord: Så mange penge brugte klubberne

Sommerens transfervindue satte ny rekord i, hvor mange millioner klubberne brugte på nye spillere. Det viser en ny rapport fra Fifa.

Den spanske målmand Kepa Arrizabalaga var en af sommerens helt store transfers, da han for et anslået beløb på 80 mio. euro skiftede fra Athletic Bilbao til Chelsea FC. Her må han dog se bolden gp i nettet i en kamp mod Arsenal. Foto: Alastair Grant/Ap

5,44 mia. dollars. Eller næsten 35 mia. kroner.

Så mange penge brugte verdens fodboldklubber på at købe nye spillere i sommerens transfervindue, hvilket er rekord for et sommertransfervindue.

Det viser en ny rapport fra fodboldforbundenes verdensorganisation Fifa, der er blevet offentliggjort fredag. Medregnet vinterens transfervindue er der nu brugt hele 7,11 mia. dollars på transfers i løbet af 2018, hvilket svarer til 45,6 mia. kroner. I forhold til sidste år er det en stigning på 11,5 pct.

Det er især klubberne i det fem førende europæiske ligaer, der har haft den store pengepung fremme.

Klubberne i England, Spanien, Frankrig, Tyskland og Italien brugte i løbet af sommeren 4,21 mia. dollars på transfermarkedet.

Det svarer til 77,5 pct. af den samlede sum, der blev brugt i perioden juni, juli og august, som Fifa har indsamlet tallene i.

Det er en stigning på 6,6 pct. i forhold til transfervinduet i sommeren 2017, hvor klubberne fra de såkaldte Big 5-lande brugte 3,95 mia. dollars.

Selvom det er klubberne i de fem største ligaer, der har brugt langt de fleste transfermillioner, står de kun for under 20 pct. af de samlede spillerhandler i perioden.

Og selvom klubbernes transferbudgetter bare vokser og vokser, så foregår langt de fleste spillerhandler stadig uden et egentligt køb eller salg mellem klubberne, viser rapporten fra FIFA.

I alt 8.401 spillere skiftede klub i transfervinduet på verdensplan, men kun omkring 18 pct. af handlerne involverede et transferbeløb mellem to klubber. Resten af klubskifterne var transferfrie spillere (60 pct.), mens resten var spillere, der blev lånt ud eller kom retur fra et udlån.

Det var de engelske klubber, der brugte fleste penge i løbet af sommeren. Sammenlagt brugte klubberne i England 1.440 mio. dollars på 459 spillere.

De italienske klubber brugte 1.004 mio. dollars på 279 spillere, mens de spanske klubber brugte 961 mio. dollars på 359 spillere.

BRANCHENYT
Læs også