Fortsæt til indhold

Cannabis on the rocks: Whisky-topchefer tror på sjovt græs i glasset

Endnu en sprut-topchef erklærer sin tro på cannabis som nydelsesmiddel - ikke i cigaret, men i væske.

Arkivfoto: Nathan Denette/AP
Erhverv

Corona-producenten gør det. Heineken sniffer til det. En tidligere topchef i ølgiganten Anheuser-Busch Inbev tror, der er penge i det.

Det er cannabis, der drager dem - og nu også Victor Jerez, en tidligere strategichef i whisky-koncernen William Grant & Sons, der bl.a. laver whiskyen Glenfiddich.

Ifølge Bloomberg har han sagt sit job op for at undersøge mulighederne for at lave drinks med cannabis.

Det er det, som de store bryggerier også begynder at teste i det små.

»Der vil komme en overgang mellem alkohol og cannabis, og nu er det rette tid at springe på i takt med, at presset fra lovgivningen letter,« siger Victor Jerez til Bloomberg.

Den tidligere marketingchef i Anheuser-Busch Inbev - dem der bl.a. laver Budweiser - Chris Burggraeve, annoncerede sidste år, at han ville begynde at investere i cannabis, fordi han tror, det vil revolutionere alkoholproducenterne på samme måde, som mikrobryggerierne og specialøl har rusket op i ølbranchen i de senere år.

Mange lande er begyndt at lempe lovgivningen omkring cannabis. Nogle steder frigiver man det som kontrolleret lægemiddel, andre steder tillader man det som nydelsesmiddel.

Analysefirmaet Arcview Research skønner, at det legale cannabismarked vil svulme til tæt ved 15 mia. dollars i 2021. Men der er en stor usikkerhed i de tal, bl.a. fordi man ikke ved, i hvilken retning lovgivningen vil bevæge sig.

Artiklens emner
Cannabis
Whisky