Erhverv

Nike-aktie er mere værd end nogensinde før

For få dage siden kritiserede Donald Trump reklamen på Twitter, som ifølge ham, slår Nike ihjel.

Nikes seneste reklame med den tiligere NFL-stjerne Colin Kaepernick i hovedrollen, har sendt aktiekursen højere op end nogensinde før. Foto: Twitter via AP.

Sjældent har en reklame været så udskældt om omdiskuteret som Nikes seneste, hvor den tidligere (og nu udstødte) NFL-stjerne Colin Kaepernick medvirker. Men ikke desto mindre har Nike-aktien ramt et niveau, som aldrig er set før, blot ti dage efter reklamen blev offentliggjort. Torsdag ramte aktiekursen således 83,47 dollars, mens den fredag nåede 83,49 (svarende til ca. 532 kr.). Det skriver Huffington Post.

Reklamen har ikke ligefrem vakt tilfredshed hos Donald Trump, som tidligere skrev på Twitter, at »Nike bliver slået ihjel af vrede og boycott.«

Trump er ikke ligefrem tilhænger af reklamens hovedfigur, Colin Kaepernick. I 2016 valgte Caepernick at sætte sig på sit ene knæ under den amerikanske nationalsang forud for en NFL-kamp. Siden fulgte andre spillere trop, i hvad der var en protest mod racediskrimination og social ulighed i USA. Trump opfattede episoden som en disrespekt af det amerikanske flag og krævede de pågældende spillere fyret.

Mens flere har reageret i protest på reklamen ved at afbrænde Nike-produkter og publicere billeder og videoer af det på sociale medier, er det dog gået godt for Nike. Onlinesalget er nemlig steget med ca. en tredjedel.

Det har bl.a. fået basketballstjernen LeBron James, der i øvrigt er sponsoreret af Nike, til at reagere på reklamen og udviklingen. »We're on fire,« skriver han bl.a.

I 2017 blev Kaepernick løst fra sin kontrakt med San Francisco 49'ers, og siden er det ikke lykkedes ham at finde et job i NFL. Det til trods for, at han spillede San Francisco 49’ers frem til deres første Super Bowl i 20 år tilbage i 2013.

Kaepernick indsendte i november 2017 en officiel klage til domstolene over, at NFL-ejerne ifølge ham samarbejdede om at holde ham ude af den amerikanske fodboldliga.

Klagen er endnu ikke færdigbehandlet.

Du kan den omtalte reklame her:

Læs også
Top job