Erhverv

Verdens ældste bryggeri er fundet i en hule

Ølhistorien skal skrives om efter arkæologer har fundet et bryggeri, der menes at være 13.000 år gammelt.

Den belgiske øl Grimbergen menes at gå tilbage til år 1128 og er i dag ejet af Carlsberg. Men måske har øl været brygget i 13.000 år, viser nye fund fra Israel. Foto: Flickr

Det har været almindeligt anerkendt, at brygningen af øl går 5.000 år tilbage. Men efter fundet af et ”bryggeri” i en hule tæt på Haifa i Israel, skal historien måske revideres.

Arkæologer har fundet noget, de mener kan være verdens ældste bryggeri i en hule. Og fundet antyder også, at ølbrygningen ikke blot var et sideprodukt til at bage brød. Det er ellers den gængse opfattelse, skriver BBC.

Det lille bryggeri blev opdaget ved en tilfældighed, da man var i gang med at studere en begravelsesplads for halvnomader og samlerjægere.

»Det her vil være det ældste fund i verden af menneskeskabt alkohol,« siger Li Liu, der er professor på Stanford University og er leder af undersøgelsesholdet, til Stanford News.

Ifølge professoren fandt man beviserne, mens man søgte efter tegn på, hvad Natufian-folket spiste. Og her fandt man spor efter alkohol produceret af hvede og byg.

Den ældgamle bryg var dog ret forskellig fra de øl, vi kender i dag. Der er tale om en grødagtig substans.

Arkæologerne er lykkes med at genskabe den gamle bryg ved at sammenligne den med de rester, der blev fundet. Den gamle alkohol var gæret, men svagere i styrke end moderne øl.

Blandt mere moderne bryggerier menes bryggeriet Weihenstephan i Bayern i Tyskland at være verdens ældste stadigt fungerende bryggeri.

Der findes skriftlige kidler, der dokumenterer, at der har været brygget øl på det tidligere benediktinerkloster siden år 1040.

Danmarks ældste bryghus er Kongens Bryghus, der første gang bliver omtalt i 1443. I 1891 indgik Kongens Bryghus i De Forenede Bryggerier.

Carlsberg blev grundlagt i 1847 af J.C. Jacobsen og er i dag blandt verdens fem største bryggerier.

BRANCHENYT
Læs også