Zalandos nedjustering koster Bestseller-ejer kassen
Online selskabet Zalando er i et voldsomt fald efter en nedjustering - Anders Holch Povlsen ejer 10 pct., af selskabet.
Aktierne i den tyske onlinegigant Zalando faldt fra morgenstunden med 19 pct. efter en nedjustering af forventningerne.
Kl. 11 var faldet blevet reduceret til knapt 14 pct. Anders Holch Povlsen fra Bestseller ejer 10 pct. af selskabet. og han kan dermed indkassere et tab på omkring 1 mia. kr., hvis faldet holder ved.
Nedjusteringen kommer efter en ”lang og varm sommer”, hvor kunderne har udskudt deres indkøb af tøj til efteråret og vinteren, skriver selskabet.
Selskabet har advaret om, at indtjeningen i tredje kvartal vil blive ”væsentligt under de estimater, de fleste analytikere har”, og at salgsvæksten for hele 2018 bliver i den lave enden af det mål på 20-25 pct., som selskabet ellers havde stillet investorerne i udsigt.
Anders Holch Povlsen ejer 10 pct. af aktierne i Zalando. Det svarer til 24,8 mio. aktier, og i dag er de 6,6 mia. kr. værd. Ved børsens åbning var de omkring 7,7 mia. kr. værd.
Anders Holch Povlsen har dog stadig gjort en god investering. Da han købte sig ind i Zalando i 2014 kostede aktierne kun omkring 4 mia. kr.