Global kapitalfond om Pandora-rygter: Ingen kommentarer
Den danske smykkegigant afviser at udtale sig konkret om forlydender, der tirsdag har banket selskabets aktiekurs i vejret.
»Ingen kommentarer«.
Sådan lyder det yderst kortfattede og kontante svar fra den globale kapitalfond Bain Capital. Svaret går konkret på spørgsmål til tirsdagens forlydender om, at den skulle være på jagt efter en mulig overtagelse af det danske smykkeselskab Pandora A/S.
Det italienske erhvervsmedie Il Sole 24 Ore skriver tirsdag - uden at oplyse navngivne kilder, at globale kapitalfonde som netop Bain Capital og KKR aktuelt undersøger mulighederne i det danske smykkeselskab. I følge mediet er smykkeselskabet et oplagt mål for kapitalfonde og aktivistiske investorer.
Artiklen, som er viderebragt internationalt af nyhedsbureauet Bloomberg, har i løbet af tirsdagen løftet kursen på Pandora-aktien. Netop den aktie er siden årsskiftet ellers faldet med 38 pct., og selskabet har været udsat for kritk fra analytikere over især kommunikationen med markedet. I august blev den daværende adm. direktør i Pandora, Anders Colding Friis, skiftet ud.
Hos Pandora lyder meldingen tirsdag fra pressechef Johan Melchior, at der »ingen kommentarer« er fra selskabet til oplysningerne i det italienske medie. Samme svar lyder på spørgsmålet, hvorvidt Pandora har reelt kendskab til forlydender, der har fået aktiekursen til at banke i vejret tirsdag.
Johan Melchior uddyber dog samtidig:
»Generelt udtaler vi os aldrig om den slags forlydender. Og hvis der skulle komme behov for at kommunikere om et købstilbud, vil det ske efter reglerne som gælder for et børsnoteret selskab som os.«
Fra den globale kapitalfond Bain Capitals europæiske kontor i London og den kommunikationsansvarlige der, Edward Gascoigne-Pees, lyder det i en mail til Finans, at der ingen kommentarer er til dagens Pandora-forlydender.
Finans har også - uden held - forsøgt at få en kommentar fra London-kontoret i det internationale investeringsselskab KKR til en mulig interesse for Pandora.
Tirsdagens løft i aktiekursen for Pandora - baseret udelukkende på den italienske artikel overrasker ikke chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensen i Alm. Brand Markets. Han følger smykkeselskabet tæt og siger:
»Pandora-aktien, der er shortet i stor stil, skal med den aktuelle situation reagere på forlydender som disse. Men man skal nok passe på med at overfortolke sandsynligheden for det scenarie med salg af Pandora baseret alene på aktiereaktionen.«
Michael Friis Jørgensen peger på, at det ifølge hans vurdering måske ikke er helt oplagt, hvis kapitalfonde skulle være på vej med et bud på Pandora.
»Jeg kan godt se, at der nok kan laves en case på Pandora for en kapitalfond. Men det er jo en detailvirksomhed som mange kapitalfonde helst undgår, da det er en sektor, som har det lidt svært internationalt set. Der er noget som taler for og noget imod en case som den beskrevne. Derfor vil aktien reagere som vi ser tirsdag,« mener Michael Friis Jørgensen, Alm. Brand.
