Erhverv

Betalte 43.000 kr. for bilen - og 2,6 mio. for nummerpladen

Sjældne nummerplader kan opnå særdeles høje priser i USA. Priser, der langt overstiger bilens værdi, viser en auktion i Delaware.

Specielle nummerplader og især med meget lave cifre er et stort samlerobjekt i USA. Foto: Joseph Kaczmarek/AP

En særlig type bilkøbere i USA er villige til at betale svimlende summer for biler, som ikke har meget andet end den "rigtige" nummerplade.

På en auktion i staten Delaware i USA blev en gammel Mercedes-stationcar fra 2003 for nyligt solgt på en auktion for 2,7 mio.kr., eller hvad der svarer til 420.000 dollars.

Bilen gik for 43.000 kr., mens der blev betalt 2,6 mio. kr. for nummerpladen. Det skriver Wall Street Journal.

»Jeg ville have den nummerplade. Og jeg er lykkelig for, at jeg fik den,« lyder det fra køberen William Lord, der indrømmer, at han blev lidt grebet af stemningen under auktionen.

Nummerpladen fra Delaware har nummer ”20”, hvilket gjorde den stærkt efterspurgt.

Den formodentlig dyreste transaktion med en nummerplade i USA skete også i Delaware. I 2008 købte ejendomsmægleren Anthony Fusco pladen Delaware ”6” for 4,3 mio. kr. (675.000 dollars).

Fusco-familien ejer desuden nummerpladerne ”8” og ”9”. Den sidste sidder på en Bentley, skriver Wall Street Journal.

Nummerplade-dillen findes over hele USA, men næppe mere vildt end i Delaware, der var en af de originale stater i Unionen.

Delaware var den første stat, der ratificerede forfatningen den 7. december 1787.

»Det er en del af, hvem vi er. Vi har en loyalitet over for de mærkeligste ting, og nummerplader er en af dem. Og et lavt tal på nummerpladen signalerer én af to ting: Dybe lommer eller dybe rødder,« siger delstatens transportminister Jennifer Cohan.

Nummerplader har i Delaware ofte været centrum for stridigheder i forbindelse med skilsmisser.

»Det er noget, folk virkelig slås om. Det er, som om en nummerplade med et lavt nummer sender et signal om, hvor meget ”Delaware” du er,« siger Marie Crosley, der er skilsmisseadvokat i staten, til Wall Street Journal.

Læs også
Top job