Erhverv

Nu skal Ikea bygge boliger i Danmark

Ikano Bolig, der er ejet af Ikea-familien, har en række huse klar i efteråret 2019.

Ikeas afdeling i Taastrup skal indrette 230 nye boliger i Greve. Boligerne opføres af et selskab ejet af Ikea-familien. Foto: AP Photo/Markus SchreiberMarkus Schreiber

Vil du være én af landets første ejere af en vaskeægte Ikea-bolig?

Så får du snart muligheden for at slå til.

For Ikano Bolig, der udspringer af og er ejet af familien bag Ikea, har netop offentliggjort planerne om sit første boligbyggeri i Danmark.

230 boliger skal bygges på en 112.600 kvadratmeter stor grund i Greve. Indretningen i alle boliger vil ske i tæt samarbejde med nærliggende Ikea Taastrup.

De første boliger vil stå klar i efteråret 2019 og bliver udbudt til salg i løbet af dette efterår.

Det fortæller Ikano Bolig i en pressemeddelelse.

»Vi ønsker at indrette boligerne funktionelt og til bedst mulig gavn for de mennesker, der skal have deres hverdag her. Det kalder vi kubiksmarte boliger, hvor vi ikke bare tænker i optimal udnyttelse af hver eneste kvadratmeter, men hele rummet i boligen,« siger René Brandt, adm. direktør i Ikano Bolig, i pressemeddelelsen.

Ikano Boligs svenske ditto har eksisteret siden 2009 og har opført over 6.000 boliger i Sverige.

Nu er turen så kommet til Danmark, og Greve Kommunes borgmester, Pernille Beckmann (V), glæder sig over, at Greve bliver stedet, hvor Ikea-familien ruller sine første boliger ud her i landet.

»Greve Kommune har masser at byde på med både natur, strand og kort afstand til København samt et rigt kultur- og fritidsliv. Det er dog ikke hver dag, at et så stort byggeprojekt ser dagens lys,« siger hun.

Der er endnu ikke fremlagt priser for boligerne i projektet.

Ikano Boligs danske afdeling blev grundlagt i 2017, og formålet med selskabet er at bygge, eje og forvalte boliger i Storkøbenhavn.

Selskabet er en del af Ikano-koncernen, der er ejet af familien Kamprad og i Danmark desuden tæller Ikano Bank.

Læs også
Top job