Erhverv
BREAKING

Kriseramt Einar Aas er storinvestor i milliardprojekter på Solkysten

Den norske elspekulant Einar Aas, der på få dage mistede nærmest hele sin formue, har investeret heftigt i to milliardprojekter på den spanske solkyst. Et af projekterne blev købt fra en onkel til Syriens diktator.

Det er i det attraktive projektområde Jardinana i bjergene over Cala de Mijas, at Einar Aas' ejendomsbyggeri ligger. Foto: Google Maps

Hvilken fællesnævner har luksusejendomme, Solkysten og den syriske diktators onkel?

Det er norske Einar Aas.

Den norske elhandlers fejlslagne spekulanteventyr har fået kreditorerne til at kigge nærmere på investorens aktiver, og der ligger bl.a. investeringer for over 1,5 mia. danske kroner i to ejendomsprojekter på den spanske solkyst. Det skriver Dagens Næringsliv.

Et af luksusprojekterne købte investorerne bag i sin tid af Rifaat al-Assad, en onkel til den syriske diktator Bashar al-Assad.

Den nu tidligere milliardær Einar Aas indgik et skæbnesvangert væddemål på risikable handler med elpriser, der på få dage kostede ham størstedelen af hans formue. Væddemålet ville have givet jackpot, hvis forskellen på de tyske og nordiske elpriser snævrede sig ind i 2019.

Men i begyndelsen af september gik væddemålet helt skævt for Einar Aas. Da han ikke havde flere penge at stille som sikkerhed, valgte råvarebørsen Nasdaq Commodites at tvangssælge Einer Aas’ portefølje.

Nu risikerer han at gå personligt konkurs.

Solkyst-projekterne kan komme til at spille en vigtig rolle for de kreditorer, der står tilbage med aben efter spekulanteventyret.

Medinvestorerne i Solkyst-projekterne tæller blandt andet den norske shippingfamilie Wilhelmsen, elhandlerkollegaen Oddvar Fodstad og det britiske investeringsselskab CTH Capital. Ejendommene er endnu ikke opført og kommer til at koste 2 mia. dollars, altså knap 13 mia. kr., at færdiggøre.

Einar Aas, der selv opbyggede sin milliardformue fra bunden, har gennem årene tjent store summer på risikable handler med elpriser. I 2016 tjente han f.eks. 650 mio. kr. Det svarer til lidt over 1.200 kr. i minuttet.

BRANCHENYT
Læs også