Erhverv

Mystiske hotelejere tjener kassen

Selskabet bag et af landets største hoteller har scoret en formue. Men ingen ved, hvem der får pengene.

CAH A/S ejer selv den ejendom i Nyhavn, hvor Hotel Admiral hører hjemme. Ejendommen var tilbage i 1700-tallet et pakhus, hvor der blev opbevaret korn, men fungerer altså i dag som hotel. Google Maps.

På Toldboden i København ligger et mystikomspundet hotel, hvis hemmelige ejerkreds år efter år tjener store summer.

Ejerne bag Copenhagen Admiral Hotel ønsker ikke deres identitet afsløret, men de kan ikke skjule den kendsgerning, at de står bag en bemærkelsesværdig succes i den danske hotelbranche.

I 2017 var Copenhagen Admiral Hotel det enkeltstående hotel i Danmark med den bedste indtjening. Det viser en gennemgang af den danske hotelbranche foretaget af Dansk Brancheanalyse, skriver standby.dk.

I gennemsnit tjente Copenhagen Admiral Hotel over en million kroner om ugen i 2017. Det blev kun overgået af de tre store hotelkæder Arp-Hansen Hotel Group, Cabinn og Scandic.

Selskabet bag Copenhagen Admiral Hotel hedder CAH A/S og har over de seneste fem år tjent næsten 250 mio. kr. Men det er uvist, hvem der modtager de mange penge.

Ingen ejer nemlig mere end 5 pct. af aktierne i det indbringende hotel, og der er derfor ingen oplysningspligt om ejerskabet. Formand i CAH A/S Jørgen Bertelsen har dog tidligere afsløret en smule om ejerskabet over for Børsen.

»Da hotellet blev opført i 1978, var det en række luftfartsfolk, som ejede det. Og det er efterkommere af disse, som nu ejer hotellet,« sagde han i 2015 til Børsen.

Ledelsen i Copenhagen Admiral Hotel kalder rekordoverskuddet i 2017 for »tilfredsstillende og i overensstemmelse med forventningerne«. Det fremgår af hotellets nyeste regnskab.

Her kan man også se, at selskabet har opjusteret værdien af sin hotelejendom med 293 mio. kr. Det betyder, at egenkapitalen i CAH A/S er vokset til over en halv mia. kr.

CAH A/S ejer selv den ejendom i Nyhavn, hvor Hotel Admiral hører hjemme. Ejendommen var tilbage i 1700-tallet et pakhus, hvor der blev opbevaret korn, men fungerer altså i dag som hotel - og et ganske veldrevet et af slagsen.

Ejerne bag Copenhagen Admiral Hotel har foreslået, at hele overskuddet for 2017 - 58,5 mio. kr. - udbetales som udbytte.

Copenhagen Admiral Hotel er blandt landets 10 største hoteller.

Læs også
Top job