Sygdomsramt milliardær taber penge på historisk gods
Johan Schrøder forsøger stadig at komme af med sit luksuriøse gods Aggersvold, som han har brugt en formue på at restaurere.
Det har været en dyr forretning for den danske milliardær Johan Schrøder at kunne kalde sig godsejer. Igen har den sygdomsramte Radiometer-rigmand tabt millioner på det historiske gods, som han forsøger at sælge.
Det viser et nyt regnskab fra selskabet bag godset Aggersvold, hvor Johan Schrøder bl.a. driver stutteri og konferencecenter.
Knap 2,4 mio. kr. tabte Heste-HerregårdsPension Aggersvold ApS i regnskabsåret 2017/18. Det bringer det samlede tab på Johan Schrøders gods op på 190 mio. kr., når man lægger regnskabstallene for de seneste 10 år sammen.
Johan Schrøder, der i sin tid tjente en formue på at sælge Radiometer, købte Aggersvold i 2004, da han skulle til at gå på pension. I forbindelse med købet brugte han over 200 mio. kr. på at renovere godset.
Men sidste år satte Johan Schrøder sit luksuriøse gods til salg på grund af sygdom. Schrøder har lungefibrose, der ikke kan helbredes, og som ødelægger hans lunger. Derfor vil han flytte tilbage til Klampenborg for at være tættere på et hospital.
Aggersvold er sat til salg for 150 mio. kr., hvilket skal ses i sammenhæng med, at en del af godsets aktiver er placeret i selskabet Aggersvold Aps - det gælder bl.a. land- og skovbruget.
Den bogførte værdi af grunde og bygninger på godset er sat til 50 mio. kr.
Selvom salgsprisen er væsentligt mindre, end hvad Johan Schrøder har investeret i godset, ærgrer han sig ikke. Det fortalte han til BT i forbindelse med offentliggørelsen af salget.
»Der er ikke noget andet formål ved at have penge end at prøve at bruge dem til noget fornuftigt. Jeg har god samvittighed med det, jeg har sat i stand heroppe. Og med at vide, at det vil stå godt de næste hundreder af år, og at der er nogen, der vil have glæde af det,« udtalte Johan Schrøder.
Johan Schrøder ejer Aggersvold gennem sit holdingselskab J.S.R. af 1.11.83 ApS. Det har en bogført egenkapital på 2 mia. kr. Johan Schrøders milliardformue gør ham til landets 53. rigeste, ifølge en ny opgørelse fra Berlingske Business.