To af landets rigeste familier halverer overskuddet
Familierne bag høreapparatskæmpen Widex kunne ikke følge op på deres rekordår fra i fjor.
Trods en indtjening på 454 mio. kr. kan familierne Westermann og Tøpholm konstatere, at de tjente mindre end halvt så meget som året forinden.
Det viser en gennemgang, som Finans har lavet af familiernes fire store holdingselskaber, der netop har offentliggjort regnskaber for 2017/2018.
Holdingselskaberne tjener deres penge på aktier, ejendomme og kronjuvelen, høreapparatskoncernen Widex.
Selvom Widex oplevede fremgang i det seneste regnskabsår, lykkedes det ikke de to ejerfamilier at slå rekordåret fra i fjor. Her scorede de fire store holdingselskaber et samlet overskud på 966 mio. kr. efter skat, specielt takket være et salg af ejendommen, hvor det københavnske luksuslejlighedskoncept Stay er beliggende.
Ejendomsselskabet GSA Invest havde sin laveste indtjening i seks år, da det ”kun” blev til et overskud på 59 mio. kr. i 2017/2018.
»Årets resultat og egenkapitaludvikling anses som tilfredsstillende og som forventet,« skriver selskabet dog i sit nye regnskab.
GSA Invest hæfter sig ved, at den har gang i flere boligprojekter, heriblandt 14.000 kvadratmeter boliger på »attraktive beliggenheder« i København, som vil stå færdige i 2018 og 2019.
Widex-familiernes investeringsselskab T&W Holding, der handler med børsnoterede og unoterede værdipapirer, kom ud af det seneste år med et overskud på 24 mio. kr.
Det er det dårligste resultat i næsten et årti for selskabet.
»Årets resultat er væsentligt lavere end foregående år, hvilket skyldes den generelle udvikling på børs- og valutamarkederne,« står der i T&W Holdings regnskab med henvisning til den svækkede amerikanske dollar.
Både familien Westermann og Tøpholm har valgt at hive 400 mio. kr. ud i ekstraordinært udbytte af de holdingselskaber, der er medejere af Widex.
De to ejerfamilier har begge 50 pct. af aktierne i Widex gennem selskaberne Westermann A/S og Tøpholm Holding A/S.
Widex offentliggjorde i maj sine planer om at lave en fusion med Sivantos fra Singapore. Går fusionen igennem, vil verdens tredjestørste høreapparatskoncern være en realitet.