Japansk bilgigant investerer milliarder i selvkørende biler
Honda går nu i samarbejde med General Motors om at udvikle fremtidens teknologi for køretøjer uden fører.
Honda investerer 2,75 mia. dollars svarende til næsten 18 mia. kr. i udviklingen af selvkørende biler.
Den japanske bilproducent har købt 5,7 pct. af aktierne i General Motors forretningsenhed Cruise, der arbejder intensivt på at få selvkørende biler i drift.
Honda har haltet bagud mange af konkurrenter i udviklingen af fremtidens biler, og derfor går koncernen sammen med General Motors.
Honda betaler 750 mio. dollars for aktieposten, og derudover vil koncernen investere 2 mia. dollars over de kommende 12 år.
De to parter samarbejder allerede om produktionen af biler, og med den nye aftale udvides partnerskabet.
Cruise er etableret for at få en selvkørende bil på asfalt, og aftalen med Honda værdisætter selskabet til 14,6 mia. dollars.
Cruise har en testflåde på mere end 100 selvkørende versioner af bilmodellen Chevrolet Bolt, der i en selvkørende udgave har navnet Cruise AV.
Cruise planlægger at teste teknologien i San Francisco, før man vil gå videre til nye markeder.
Andre af de store automobilfabrikanter har indgået lignende alliancer for at dele de enorme udgifter til udviklingen af den nye teknologi.
Ford og BMW samarbejder således om udviklingen af selvkørende biler, og de har planer om at sende en model på markedet i 2021.