Færre elever begynder på en erhvervsuddannelse
Stik imod alle intentioner begyndte færre elever i sommer på en erhvervsuddannelse. Industrien og erhvervsskolerne retter blikket mod de mange studenter.
Mens politikerne sætter initiativer i gang for at øge søgningen til erhvervsskolerne, og erhvervslivet nærmest desperat mangler faglært arbejdskraft, har de danske unge igen valgt en anden vej. Det viser nye tal for, hvor mange elever der i juli og august begyndte på en erhvervsuddannelse.
Ganske vist valgte lidt flere afgangselever fra grundskolens 9. og 10. klasse at begynde på uddannelser inden for især omsorg, sundhed, pædagogik, teknologi og byggefag. Men samtidig begyndte 1.743 færre af de lidt ældre – unge og voksne – på det, der hedder grundforløb 2. Disse elever har måske taget en studentereksamen eller haft et arbejde efter grundskolen. Samlet begyndte 1.311 færre elever på en erhvervsuddannelse sammenlignet med året før...