Erhverv
0

Mærsk-familien taber milliarder på Danske Bank-krise

Danske Banks kursfald har i 2018 kostet Mærsk-familien et stort formuetab.

Her ses flere medlemmer af Mærsk-familien. Fra venstre er det Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, ældste datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, Robert Uggla, barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller, og Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er den yngste af Mærsk Mc-Kinney Møllers døtre. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

Hvis én familie må græmme sig over udviklingen i Danske Bank, er det familien Mærsk.

For familien ejer 20 pct. af aktierne i Danske Bank. Med fredagens grimme kursfald er Mærsk-familiens aktiepost i Danske Bank blevet knap 17 mia. kr. mindre værd i 2018.

Alene i denne uge har aktieposten tabt næsten 4 mia. kr. i værdi, viser Finans’ beregninger.

Mærsk-familiens aktiepost i Danske Bank har tabt værdi siden årsskiftet:



Forskel i forhold til årsskiftet i kr.
Værdi den 31. december 2017 i kr.43.292.478.918
Værdi den 28. september 2018 i kr.30.229.475.139-13.063.003.794
Værdi den 5. oktober 2018 kl. 15.20 i kr.26.403.753.211-16.888.725.756

Mærsk-familien har været aktionær i Danske Bank siden 1928 og er nu den største medejer. Mærsk-arvingen Robert Uggla, der er direktør for familiens holdingselskab, var ude med en skarp kritik, da Danske Bank for et par uger siden offentliggjorde sin rapport om hvidvask i banken.

»Det er en dybt beklagelig sag, og der skal ikke herske tvivl om, at A.P. Møller Holding ligesom Danske Bank synes, at enhver form for hvidvask er helt uacceptabelt. Danske Banks processer har tydeligvis ikke været gode nok, og håndteringen af sagen har også været mangelfuld,« skrev han.

Mærsk-familien ejer 20 pct. af Danske Bank gennem selskabet APMH Invest A/S. Det selskab havde i 2017 et overskud efter skat på 4,8 mia. kr.

Knap 90 pct. af APMH Invests overskud, svarende til 4,2 mia. kr., stammede i 2017 fra ejerskabet af Danske Bank.

Da Robert Uggla udtalte sig om hvidvaskskandalen for et par uger siden, nævnede han, at det vigtigste var at genskabe tilliden til Danske Bank.

Det må ikke siges at være lykkedes endnu, for aktiekursen er drattet siden.

Fredag har Danske Bank kurs mod én af de værste dage nogensinde i bankens tid på børsen. Aktiekursen faldt med tidspunkt op mod 11 pct.

Det voldsomme kursfald er ifølge analytikere udløst af en historie i Financial Times om, at russiske Danske Bank-kunder har brugt såkaldt mirror trading til at overføre op mod 63 mia. kr. via bankens filial i Estland.

Det var netop mirror trading i forbindelse med hvidvask, der i 2017 udløste en bøde i milliardklassen til Deutsche Bank. Historien fra Financial Times kommer, dagen efter at Danske Bank bekræftede, at den er i dialog med de amerikanske myndigheder, som undersøger hvidvaskskandalen.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også