Kølig arving er blevet 1,5 mia. kr. rigere
Et nyt regnskab kaster nyt lys over Alan Nissen og hans families formue. Familien solgte kølerfirmaet Nissens for et hemmeligt beløb efter næsten 100 års ejerskab.
Den danske erhvervsmand Alan Nissen og hans familie tog sig betalt med et ticifret beløb, da familien for halvandet år siden valgte at sælge kølerkoncernen Nissens A/S.
Det afslører et nyt regnskab fra Alan Nissens private holdingselskab, ANTB Holding ApS.
Helt præcist 1,5 mia. kr. tikkede ind på kontoen efter salget af familiens livsværk, viser det nye regnskab. Dermed er Alan Nissen nu god for over 2 mia. kr.
Pengene fra salget skal bl.a. bruges på at investere i andre selskaber ud fra en »konservativ investeringsstrategi,« skriver Alan Nissen i regnskabet.
Nissens, der producerer kølerudstyr, blev grundlagt i 1921 af Alan Nissens oldefar og var i familiens eje gennem fire generationer - indtil at familien i maj 2017 solgte aktiemajoriteten til kapitalfonden Axcel. Salgsprisen var hemmelig.
»Efter snart 100 år i familiens eje er det en stor beslutning at sælge, men tidspunktet er nu det rette, og jeg har stor tillid til Axcel som samarbejdspartner, eftersom vi har kendt hinanden gennem mange år,« udtalte Alan Nissen i forbindelse med salget.
Nissens har hovedsæde i Horsens og beskæftiger 1.200 medarbejdere på verdensplan. Selskabet består af to forretningsenheder: Nissens Automotive, der producerer køler- og klimaprodukter til det automotive eftermarked, og Nissens Cooling Solutions, der producerer kølerudstyr til især vindmølleindustrien.
I seneste regnskabsår omsatte Nissens for 1,6 mia. kr. og tjente 92 mio. kr. før skat. Og væksten drypper stadig på Alan Nissen, der beholdt en mindre aktiepost i selskabet, og som fortsat er næstformand i bestyrelsen.
Han har i øvrigt tre døtre, der alle er medejere af kølerkoncernen gennem egne holdingselskaber.
Den nye ejer af Nissens, kapitalfonden Axcel, ejer i dag 10 virksomheder, som tilsammen har en omsætning på ca. 9 mia. kr. og omkring 5.800 medarbejdere.

