Frem og tilbage på fem dage: Lime stopper løbehjulstjeneste i København
200 eldrevne løbehjul blev sendt på de københavnske gader fredag. Nu, fem dage senere, må selskabet trække dem tilbage, fordi de er ulovlige at bruge.
I fem dage kunne københavnerne komme rundt på eldrevne løbehjul, som man kunne leje på minutbasis. Men nu er det slut. Lime, der står bag tjenesten, trækker sig tilbage.
Det var nemlig ikke bare ulovligt at bruge løbehjulene i trafikken med risiko for en bøde på 1.000 kr. – Lime havde heller ikke fået nogen tilladelse fra Københavns Kommune til at stille de omkring 200 løbehjul ud på gader og stræder.
»Antallet af kørte ture på løbehjulene har i den grad overskredet vores forventninger. Vi ved, at den overordnede lovgivning, der omhandler motoriserede løbehjul, har været klar til gennemførelse siden december 2017. Det primære formål med pilotprojektet var, at vi bedre kunne forstå behovene hos borgerne i København før en regulær lancering,« udtaler Limes europæiske direktør Gauthier Derrien i en pressemeddelelse.
Siden 2017 har Trafikstyrelsen nemlig arbejdet på ny lovgivning, som vil tillade flere slags mindre eldrevne køretøjer på cykelstierne. I første omgang er det kun blevet til en forsøgsordning for elcykler med en større motor, såkaldte speed-pedelecs. Men torsdag – dagen før Lime lancerede i København – varslede Trafikstyrelsen nye regler, som ville gøre løbehjulene lovlige i trafikken. Men først om nogle måneder, da den slags skal i høring og behandles først.
Lime blev første selskab, som bragte en brandvarm transportdille til Danmark. På bare ét år er konceptet med eldrevne løbehjul, man kan leje i kort tid og så bare stille fra sig på gaden, blevet et kæmpehit i USA. Her er over 60.000 løbehjul nu sendt på gaden i storbyer landet over, og selskaberne bag har samlet modtaget over 20 mia. kr. fra investorer.
I Europa har det især været Lime, som rykkede hurtigt, med indrykning i 12 byer og et mål om en fordobling inden nytår. I Danmark skete lanceringen – eller hvad der i Limes eget lingo var et pilotprojekt med en lille udrulning – altså inden lovgivningen og tilladelserne var på plads - og derfor forsvinder de også igen. For nu.
»Vi ser frem til lovarbejdet bliver endeligt gennemført, så vores løbehjul igen kan køre i København,« udtaler Gauthier Derrien.


