Statens vagthund godkender milliardregning til fjernvarmekunder
En stribe fjernvarmeselskaber har netop fået grønt lys til at opkræve 1,6 mia. kr. hos kunderne. En endnu større milliardopkrævning venter kunderne forude.
Fjernvarmeselskaber på tværs af landet har fået grønt lys til at opkræve 1,6 mia. kr. i ekstraregninger hos kunderne. Det oplyser statens vagthund på området, Forsyningstilsynet, efter at det har behandlet de første 28 ansøgninger fra de selskaber, der vil udnytte en stærkt udskældt rentefinte.
Forude venter behandling af yderligere 17 ansøgninger, og tilsynets direktør, Carsten Smidt, lægger ikke skjul på, at der er en endnu større milliardopkrævning på vej.
»Det samlede beløb i de resterende ansøgninger er betydelig større, end det beløb vi har godkendt på nuværende tidspunkt,« siger Carsten Smidt, der udelukkende forholder sig til, hvad fjernvarmeselskaberne har ret til ifølge loven.
Det udløste ramaskrig på Christiansborg, da Finans sidste år afslørede, at en lang række fjernvarmeselskaber ville udnytte en rentefinte til at opkræve milliarder hos forbrugerne, uden at de får mere varme for pengene. Finten består i at udnytte en åbning i loven til at opkræve forrentning af selskabernes såkaldte historiske indskudskapital.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og en bred forligskreds satte ind med ny lovgivning og opfordrede kraftigt selskaberne til at trække deres ansøgninger tilbage. Det har 45 selskaber dog valgt at ignorere, og efter tilsynets godkendelser er de første ekstraregninger nu på vej til kunderne.
»Pengene vil udelukkende vil blive brugt til grønne investeringer,« siger Jan Kauffmann, direktør i det københavnske fjernvarmeselskab Hofor, der har fået grønt lys til at sende ekstraregninger for 761 mio. kr.
Professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet mener, at selskaberne misbruger et hul i loven.
»Det er på ingen måde rimeligt, at de skal have forrentet kapital, der ligger mange år tilbage,« siger han.

