Apple i hemmeligt opkøb - har købt dansk firma for 200 mio. kr.
It-giganten Apple har i al hemmelighed købt det danske it-firma Spektral.
Det danske it-startup Spektral er i al hemmelighed blevet opkøbt af den amerikanske tech-gigant Apple. Det skriver Børsen.
Apple er et af verdens største og mest succesfulde selskaber og har altså nu fået øjnene op for Spektral og dets danske ingeniører.
Det danske it-firma blev stiftet for fire år siden og er lykkedes med at udvikle en unik teknologi, der kan lave intelligent billedbehandling i videoer. Og det er den teknologi, som Apple ser potentiale i.
Transaktionen fandt sted i december sidste år, og ifølge Børsen har Apple betalt omkring 200 mio. kr. for ejerskabet i den danske virksomhed.
Den noget usædvanlige handel er dog gået ubemærket hen.
Hverken Apple eller Spektral har offentligt kommenteret eller fortalt om salget. Ligesom begge parter fortsat ikke ønsker at komme med kommentarer til millionopkøbet.
Anders Elbak, der er analysechef i it-konsulenthuset IDC, fortæller til Børsen, at selvom Apple i de senere år er blevet mere åbne for at opkøbe ejerskab i andre virksomheder, er det bestemt ikke hverdag, at tech-giganten køber ind hverken i Danmark eller Norden.
»Der er ikke mange salgskandidater, da de skal have et vist potentiale, før Apple gider købe dem. De skal simpelthen have noget specielt, før Apple køber,« siger han til Børsen.
Efter opkøbet er flere af Spektrals nøglepersoner flyttet til USA, hvor de arbejder for Apple.
Ifølge CVR-registeret har it-firmaets direktør Jonas Pilgaard, den tekniske direktør Toke Jansen og medstifter Henrik Paltoft solgt deres ejerandele i selskabet.
Spektral blev stiftet under navnet Cloudutout og samlede folk med ph.d-grader i teoretisk matematik. Siden har virksomheden fået succes, fordi den har knækket koden til at omdanne maskinlæring til noget anvendeligt.
I 2017 var selskabet så langt med dets teknologiske udvikling, at det hentede en investering på 20 mio. kr. fra investorer i både Danmark og Silicon Valley.
»Vores mål er ikke selv at skabe apps, men at indgå partnerskaber med nogle af dem, der allerede har mange brugere og så udvikle løsninger, der passer lige præcist til deres brugere,« sagde medstifter Toke Jansen efter investeringen til Berlingske Business.


