Erhverv

Mange selvstændige fravælger bevidst forsikring

Der er knap 300.000 enkeltmandsvirksomheder i Danmark. Mange af dem fravælger bevidst en arbejdsskadeforsikring.

Håndværkere udgør en særlig risikogruppe i forhold til arbejdsskader. I en ny undersøgelse svarer knap hver anden selvstændig håndværker, at de ikke har en arbejdsskadeforsikring. Foto: Martin Lehmann Foto: Martin Lehmann

Knap 300.000 danskere driver enkeltmandsvirksomheder, men langt fra alle er dækket ordentligt, hvis de taber erhvervsevne.

Knap to ud af tre enkeltmandsvirksomheder svarer, at de ikke har en arbejdsskadeforsikring. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analysebureauet Bilendi.

Undersøgen viser desuden, at blandt de selvstændige, der ikke har en arbejdsskadeforsikring, har 33 pct. bevidst fravalgt det.

En arbejdsskadeforsikring er lovpligtig for virksomheder med ansatte, mens det er valgfrit for selvstændige.

GF Forsikrings skadedirektør, Per Haulund, kalder tallene for bekymrende.

»Det er et valg, den enkelte skal gøre op med sig selv. Men vores erfaring viser også, at mange virksomheder ikke er opmærksomme. Enten kender de slet ikke arbejdsskadeforsikring, eller de tror, at de er lige så godt dækket via deres private forsikring,« siger han.

Håndværkere udgør en særlig risikogruppe i forhold til arbejdsskader. Blandt de adspurgte selvstændige håndværkere i Bilendis undersøgelse, svarer knap hver anden, at de ikke har en arbejdsskadeforsikring.

Hos Dana, der er en a-kasse udelukkende for selvstændige, kan man genkende tendensen.

»Det er væsentligt, at den selvstændige har dette (arbejdsskadeforsikringen, red.) for øje. Man tror ofte, at ulykken kun rammer ”naboen”, men den kan lige så godt ramme én selv,« siger Bendt Nolsøe, salgs- og marketingschef i Dana.

A-kassen for selvstændige lavede i oktober 2017 en undersøgelse blandt dens 17.000 medlemmer.

Blandt de 1.400 selvstændige, som besvarede et spørgsmål omkring forsikring, havde 52,3 pct. en forsikring mod tabt erhvervsevne.

»For mange selvstændige er dette område nogle gange nedprioriteret. Det handler for dem om at holde ”snuden i sporet” og fokusere på forretningen,« siger Bendt Nolsøe.

Dækningen på den private ulykkesforsikring og en arbejdsskadeforsikring er ikke den samme.

Den private heltidsulykkesforsikring udbetaler alene et engangsbeløb i kølvandet på en ulykke med udgangspunkt i den méngrad og den forsikringssum, man har valgt. Arbejdsskadeforsikringen kompenserer også for tab af erhvervsevne.

Når der beregnes erstatning, tager man således udgangspunkt i den årsløn, som den selvstændige erhvervsdrivende har haft og løbende bliver kompenseret for.

Læs også
Top job