Erhverv
0

Velux i største opkøb nogensinde: Overtager selskab med 800 ansatte

Den danske producent af ovenlysvinduer har købt det tyske selskab Jet-Group.

Foto: Gregers Tycho

Velux har sat fart i sine vækstplaner med det »største opkøb« i ovenlysproducentens historie. Velux har købt det tyske selskab Jet-Group, der er en stor international aktør inden for ovenlyssystemer til større bygninger såsom kontorer, skoler og industrielle bygninger.

Velux har købt Jet-Group af det hollandske investeringsselskab Egeria, men der er ikke sat tal på handlens størrelse. Blot at det altså er det største opkøb i Velux’s historie. Jet-Group har 800 ansatte og har hovedkontor i den tyske by Hüllhorst.

»Vi har haft en meget positiv dialog med Egeria og Jet-Group. Vi fik helt fra starten en følelse af, at Jet-Groups og Velux Gruppens ambitioner og kulturer supplerer hinanden godt. Opkøbet af Jet-Group betyder, at vi kan styrke vores position på det kommercielle marked i et antal lande og udvide vores portefølje inden for kommercielt byggeri med en række nye produktkategorier i Europa,« udtaler David Briggs, der er adm. direktør for VELUX Gruppen, i forbindelse med offentliggørelsen af handlen.

Velux har i flere årtier været førende inden for ovenlysvinduer til private boliger, men nu satser selskabet også på at blive førende som leverandør inden for de såkaldte kommercielle bygninger. Det skal ske igennem organisk vækst og via opkøb.

Begrebet kommercielle bygninger dækker over to hovedområder. Et segment for arkitektoniske glaselementer, hvor der er stort fokus på design. Et segment for fladtagsløsninger til kommercielle bygninger.

Velux bevægede sig ind på markedet for kommercielle bygninger i 2012 med det såkaldte VMS-system.

»Købet af Jet-Group betyder, at vi fra dag et bliver én af de førende spillere i Europa inden for kommercielt byggeri, og vi starter på at lægge vores VMS-forretning sammen med Jet-Gruppens og opbygge en ny kommerciel division med henblik på at øge vores vækst på det marked,« lyder det fra David Briggs.

Inden handlen går endeligt igennem, skal den godkendes af konkurrencemyndighederne i Tyskland og Østrig.

BRANCHENYT
Læs også