Erhverv
0

Ny forlystelsespark på vej i Billund

Går det som udviklerne bag håber, så får Billund endnu en forlystelsespark at bryste sig af i 2022.

Snart får man endnu flere valgmuligheder end Legoland, hvis man tager til Billund for at blive underholdt.

Planerne er store for en ny forlystelsespark, der skal gøre Legoland og Lalandia selskab i Billund.

Parken skal sprede sig udover et areal på ca. 300.000 kvadratmeter og foruden forlystelser også bestå af et større hotel og et parkeringsanlæg. Det hele skal se dagens lys i det østlige Billund i 2022.

Det oplyser projektudviklerne bag, Gram & Jeppesen Group, der består af direktørerne Birgitte M. Gram & Peder J. Jeppesen.

De oplyser, at opførelsen sker i samarbejde med internationale og nationale investorer og kapitalfonde - uden dog at oplyse hvilke.

»Det er et stort hotel, der skal bygges mellem 15 og 18 etager og en totalhøjde på 53 meter, med ca. 915 værelser og eksklusiv restaurant på øverste etage af hotellet, familievenligt indrettet og med et all-inclusive koncept, som det kendes fra charterrejser til Sydeuropa,« oplyser Birgitte M. Gram i en pressemeddelelse.

Parkeringshuset skal være i 8 etagedæk over jordhøjde med 4400 parkeringspladser til besøgende. Og selve forlystelsesparken får forlystelser, der ifølge Birgitte M. Gram, »ikke før er set i Europa.«

Projektet bliver ikke det første af sin slags i Billund.

I forvejen ligger allerede Legoland, Lego House og badelandet Lalandia i og omkring byen og i 2020 åbner også forlystelsesparken WOW-park.

»Forlystelsesparkerne har forskellige koncepter, men med det samme tema, der går igen. Derfor er det med til at brande Billund bys visioner om Billund som Børnenes Hovedstad,« mener direktør Birgitte M. Gram.

Creo Arkitekter har tegnet projektet, som også er blevet til i samarbejde med Billund Kommune.

Den nye park skal ligge i den østlige ende af Billund, som af Billund Kommune i 2013 blev lagt ud som rammeområde for ferie- og ressortturisme.

BRANCHENYT
Læs også