Fortsæt til indhold

Kendt gulvfirma får nye ejere

Jysk Fynsk Kapital bliver hovedaktionær i Junckers, der producerer trægulve.

Erhverv

Det var egentlig ikke fordi ledelsen i gulvfirmaet Junckers gik med salgstanker.

Men ikke desto mindre har ejerne af virksomheden, der producerer massive trægulve, nu solgt aktiemajoriteten til det privatejede investeringsselskab Jysk-Fynsk Kapital (JFK).

Ledelsen, der også er de nuværende ejere, fortsætter og beholder en væsentlig aktiepost, fortæller adm. direktør i Junckers, Carsten Chabert.

»Vi var egentlig ikke i en salgsproces, men har siden før sommerferien haft dialog med JFK. Drøftelserne har ligeså meget gået på, hvordan vi kan udvikle Junckers yderligere, som på det egentlige salg af aktieposten. På den måde har vi lært hinanden bedre at kende, og jeg er sikker på at JFK har meget viden at bidrage med, og at de med deres langsigtede perspektiv for udvikling af deres virksomheder, er et godt match for os,« siger han.

Junckers har tidligere været ejet af kapitalfondene Axcel, som efter flere års ejerskab solgte sin ejerandel i 2014 uden at det var lykkedes at gøre virksomheden profitabel.

Køberne dengang var en investorgruppe anført af Junckers daværende og nuværende ledelse - Carsten Chabert og hans bestyrelsesformand samt andre dele af ledelsen.

»Jeg er selvfølgelig glad og stolt over, at vi har udviklet virksomheden til at blive et attraktivt opkøb for så erfarne industrifolk, som står bag JFK,« siger Carsten Chabert.

Ifølge JFK er Junckers en virksomhed med et stærkt brand og gode produkter.

»Ledelsen har gennem en fokuseret strategi formået at skabe en sund virksomhed med en god indtjening, hvilket danner et stærkt fundament for fortsat vækst og videre udvikling,« lyder det fra investeringsselskabets adm. direktør Per Kristensen.

Jysk Fynsk Kapital ejer i forvejen flere virksomheder inden for byggematerialer. Blandt andet Hi-Con, der er Europas markedsledende producent af højstyrkebetonelementer, KE Fibertec, der udvikler, producerer og markedsfører luftfordelingssystemer baseret på fiberteknologi og DOT eller Dansk Overflade Teknik, der er indenfor varmforzinkning, sandblæsning, metallisering og malerbehandling.

Junckers har ca. 320 medarbejdere på verdensplan.

Artiklens emner
Junckers
Jysk-Fynsk Kapital