Fortsæt til indhold

Idémand til kæmpe forlystelsespark har en række konkurser bag sig

Direktøren garanterer dog, at der er indgået aftale med en investor om finansieringen på 10 mia. kr., og at beløbet er »småpenge for ham«.

Erhverv

Den nye forlystelsespark i Billund med tilhørende hotel med godt 900 værelser samt parkeringshus på otte etager kommer til at koste 10 mia. kr. at realisere.

Og finansieringen skulle allerede være på plads.

Det fortæller Peder Jørgen Jeppesen, der er en af direktørerne i firmaet bag projektet, Gram & Jeppesen Group ApS, til JyskeVestkysten.

I en pressemeddelse har firmaet oplyst, at opførelsen sker i samarbejde med internationale og nationale investorer og kapitalfonde - uden dog at oplyse hvilke. Nu fortæller Peder Jørgen Jeppesen, at der indtil videre er tale om en enkelt investor.

»Vi har en underskrevet aftale på plads med én investor. De 10 mia. kr. er småpenge for ham,« siger Peder Jørgen Jeppesen til avisen.

Direktøren vil dog ikke røbe, hvem investoren er, da firmaet angiveligt skulle have underskrevet en »fuld tavshedserklæring«. Men han garanterer, at projektet bliver en realitet, og at det eneste trin, der mangler i processen, er lokalplanen, som er på dagsorden på et møde i teknik- og miljøudvalget i Billund Kommune i uge 43.

Peder Jørgen Jeppesen er ifølge JyskeVestkysten bedst kendt som entreprenør i Herningområdet, hvor han har deltaget i flere ejendomsprojekter. Han har dog også været involveret i 15 selskaber, der er gået konkurs - enten med ham i spidsen eller kort efter han er trådt ud, fremgår det ifølge avisen af virksomhedsregistret biq.dk.

Det har dog intet med den nye forlystelsespark at gøre, forsikrer han.

»Det er 11 år siden, jeg sidst gik konkurs med et selskab. Jeg har måske 4-5 konkurser bag mig. De andre er selskaber, jeg har solgt, som jeg har været direktør i tidligere. Det er ikke mig, der er gået ned med dem. Det er dem, jeg har solgt selskaberne til. Det er bare uheldigt. Men vi flytter fra Danmark, når projektet er færdigt. Så vil vi ikke bo i Danmark mere. Danmark er jantelovens plads nr. 1. Det er kun misundelse, at folk er kritiske omkring mig,« siger Peder Jørgen Jeppesen til avisen.

Den nye forlystelsespark skal ligge i den østlige ende af Billund, som af Billund Kommune i 2013 blev lagt ud som rammeområde for ferie- og ressortturisme. I forvejen ligger allerede Legoland, Lego House og badelandet Lalandia i og omkring byen, og i 2020 åbner også forlystelsesparken WOW-park.

Den nye park vil sprede sig over et areal på ca. 300.000 kvadratmeter og kommer til at se dagens lys i 2022. Creo Arkitekter har tegnet projektet, som også er blevet til i samarbejde med Billund Kommune.

Artiklens emner
Billund Kommune