Erhverv
0

Ilse Jacobsen under beskydning: Ansatte mistrives, og formanden vil skifte ledelsen ud

Ledelsen i Ilse Jacobsen har været utilfredsstillende, siger formand Morten Albæk, der vil have den udskiftet. En række medarbejdere beskriver arbejdsmiljøet som ødelæggende.

Morten Albæk erkender, at ledelsen i modevirksomheden Ilse Jacobsen ikke har været god nok. Det får nu konsekvenser.

Bestyrelsesformanden i modeskaberen Ilse Jacobsens virksomhed, Morten Albæk, retter nu en sjældent hård kritik mod modevirksomhedens daglige ledelse - bestående af Ilse Jacobsen og hendes mand Jesper Bo Jacobsen.

Det skriver Berlingske.

Søndag kunne Berlingske fortælle, hvordan en række tidligere og nuværende ansatte i Ilse Jacobsens virksomheder oplever arbejdsmiljøet som ødelæggende. De beskriver Ilse Jacobsen som en leder, der er charmerende og sjov det ene øjeblik, og hidsig, grov og uempatisk i det næste.

Det har ført til stor udskiftning blandt de ansatte, en del sygemeldinger, og Ilse Jacobsen har tabt en række arbejdsretlige sager, særligt vedrørende feriepenge. Selv afviser hun og hendes mand, at der skulle være problemer.

Men formand Morten Albæk har en anden opfattelse.

»Vi er i fuld gang med at tage de nødvendige handlinger for at løse de udfordringer, virksomheden har. En af de primære drivere for engagement er ledelsen, og der har ikke været bedrevet en tilfredsstillende form for ledelse hos Ilse Jacobsen. Det er der 100 pct. enighed om i bestyrelsen,« siger Morten Albæk til Berlingske.

Han understreger, at modevirksomhedens nuværende direktør, Jesper Bo Jacobsen, skal udskiftes, og at Ilse Jacobsen også skal træde ud af den daglige drift for at koncentrere sig om bestyrelsesarbejde og om at promovere brandet i udlandet.

Ilse Jacobsen er bedst kendt for sine ikoniske gummistøvler. Hun grundlagde Ilse Jacobsen Hornbæk for 25 år siden, og i dag omfatter hendes forretningsimperium også andre aktiviteter, bl.a. inden for mode, blomsterbutikker spa- og skønhedsserier.

Hun er samtidig bestyrelsesmedlem hos Vækstfonden og er en af investorerne i det populære DR-program ’Løvens Hule’.

I 2016 solgte Ilse Jacobsen 15 pct. af sit livsværk til Morten Albæk og Brøndby IF’s hovedaktionær, Jan Bech Andersen. I den forbindelse indtrådte Morten Albæk i bestyrelsen.

Siden er der sat gang i en ny strategi for modevirksomheden, som er under økonomisk pres. I 2017 faldt overskuddet i Ilse Jacobsens holdingselskab til 1 mio. kr. - det laveste i næsten et årti.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også