0

Nu begynder stålskelettet til Nordsøens milliardprojekt at tage form

De indonesiske stålarbejdere, der skal hjælpe med at genopbygge det vigtige gasproducerende Tyra-felt i Nordsøen, er i fuld gang med at opføre platformene.

I Indonesien er arbejderne i fuld gang med at bygge Tyra-platformen. Foto: Total

De første konturer af den nye platform til Nordsøens olie- og gasfelt Tyra begynder nu at tegne sig.

Det sker på den indonesiske ø Batam, hvor stålkonstruktionen bliver bygget, hvorefter den skal sejles til Danmark. Partnerne bag Tyra-feltet, som tæller den franske oliegigant Total, britisk-hollandske Shell og Danmarks statsejede Nordsøfonden, blev i slutningen af 2017 enige om at lægge 21 milliarder kroner i at genopbygge gasfeltet.

»Den vigtige begivenhed er, når tingene begynder at komme til syne, og det er det, der sker nu. Det baner vejen for, at vi kan være langsigtede. Så snart genopbygningen af Tyra er færdig, har vi infrastruktur til at fortsætte med at producere 90 pct. af Danmarks gas de næste årtier,« siger Michael Borrell, Senior Vice President med ansvar for Nordsøen og Rusland i Total, til Finans.

Det genopbyggede Tyrafelt forventes at stå færdigt i Nordsøen og genoptage produktionen i 2022.

Total overtog i marts 2018 Maersk Oil, som var operatør af Tyra-feltet og sad med den næststørste ejerandel af det såkaldte Dansk Undergrunds Consortium (DUC). I slutningen af september købte Total også Chevrons andel af DUC, så selskabet nu sidder på 43,2 pct. af konsortiet.

»Det hele handler om at skabe værdi og udnytte vores position,« siger Michael Borrell.

Total forventer, at brøndhoved- og riser-platformene er klar i 2020, mens det nye procescenter skal sejles til Danmark i 2021.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også