Fortsæt til indhold

Rolls-Royce vil også være elektrisk

Rolls-Royce kommer aldrig til at lave en hybridbil. Den bliver enten helt elektrisk eller konventionel.

Erhverv

Rolls-Royce vil producere elektriske biler. Men som altid med det selskab foregår det i Rolls-Royce’ eget tempo.

Rolls-Royce er netop i gang med en presselancering af sin første SUV i form af Rolls-Royce Cullinan. Det sker i denne uge i bjergene i Wyoming i USA. De første modeller bliver leveret i januar.

Cullinan er en tung og luksuriøs firehjulstrækker med den sædvanlige 12 cylindrede motor og til en pris i USA på 325.000 dollars - godt to mio. kr. før danske afgifter.

Men er der også en elektrisk fremtid for Rolls-Royce, har Bloomberg spurgt topchefen for bilmærket om.

Bagsædet på Cullinan bliver leveret med enten et sæde, der kan lægges ned eller to separate stole. Foto: Rolls-Royce.

»Der er en elektrisk fremtid for Rolls-Royce. Vi har ikke lagt planer for hvornår, men vi ved, at vi vil lave en helt elektrisk bil. Vi vil ikke lave hybrider eller noget tilsvarende. Og det vil ske i det næste årti. Trin for trin for trin,« siger Torsten Müller-Otvös, der er koncernchef for Rolls-Royce.

Han slår dog fast, at Rolls-Royce også vil holde fast i »vores elskede 12-cylinder, så længe vi kan.«

Og Torsten Müller-Otvös har succes som chef for bilmærket. I år til dato er salget steget med 13,5 pct., og i denne måned har Rolls-Royce ansat yderligere 200 medarbejdere.

Det betyder, at Rolls-Royce for første gang når op på en arbejdsstyrke på over 2.000 ansatte. Det er en seksdobling, siden selskabet åbnede sin fabrik i Goodwood i 2003.

Alle døre på Rolls-Royce Cullinan går helt ned under bilens ramme, så skidt og møg bliver på dørene. Dermed får man ikke svinet sit tøj og sine sko til, når man skal ud af bilen. Foto: Rolls-Royce.

Selv om en model som Cullinan vejer 2,7 tons og kun kører omkring 8-9 km pr. liter, er der ingen planer om at udstyre den med en mere miljøvenlig og eventuel billigere motor i disse grønne tider.

»Rolls-Royce lancerer ikke modeller med mindre motorer med et lavere prispunkt. Det ville være at jagte et højere salg. Det er ikke vores stil. Vi er ekstremt eksklusive. Vores kunder forventer en begrænset produktion. De vil ikke se deres biler alle mulige steder. Og de er mere end glade for at betale vores priser. Tro mig,« siger Torsten Müller-Otvös til Bloomberg.

Artiklens emner
Rolls-Royce Holdings
Torsten Müller-Otvös