Erhverv
0

Total-boss Michael Borell lurer på at erobre danske el- og naturgaskunder

Total, der det seneste år har postet milliarder i nordsøolien, overvejer nu at ekspandere ind på det danske marked for gas- og eldistribution. Noget, en række udenlandske energikoncerner tidligere er floppet med.

Michael Borrell, der har ansvaret for Nordsøen og Rusland i Total, vil kigge på at ekspandere ind i gas- og eldistribution i Danmark. Foto: Brian Karmark Michael Borrell, der har ansvaret for Nordsøen og Rusland i Total, samt den nordiske chef Martin Rune Pedersen. Foto: Brian Karmark

Den franske oliekæmpe Total pønser nu på at følge sine heftige milliardinvesteringer i Danmarks olie op med salg af gas og el til danske kunder.

På den måde kan energikoncernen kapre mere af værdikæden i den vigtige gasforretning, lyder det fra Michael Borell, senior vice president med ansvar for Nordsøen og Rusland i Total.

»Vi vil kigge på, om det giver mening for os at ekspandere ind i gas- og eldistribution,« siger han til Finans.

Vores reaktion er at investere i billig olieproduktion. Det er også at investere mere i gas for i højere grad at blive et gasselskab over tid. Og det er at investere i hele gasværdikæden.

Michael Borell, senior vice president med ansvar for Nordsøen og Rusland i Total

Udmeldingen kommer, efter at Total for 47 mia. kr. overtog Mærsks olieforretning i marts. I september toppede Total milliardinvesteringen op med at annoncere købet af Chevrons andel af de danske nordsøaktiviteter. Og så er koncernen sammen med sine partnere i færd med at bruge 21 mia. kr. på at genopbygge Tyra-feltets platform i Nordsøen.

»I Danmark er vi meget synlige i udvindingen og produktionen af olie og gas, men vi vil kigge på muligheder i andre energiformer. Vi er allerede til stede inden for marketing og service, smøremidler og brændstofdistribution,« siger Michael Borrell.

En række udenlandske energikæmper har tidligere forsøgt at trænge ind på det danske marked for gas- og eldistribution. Men både den finske elkæmpe Fortum, svenske Vattenfall og norske Statkraft har alle trukket sig ud igen, blandt andet på grund af den knivskarpe konkurrence.

De store udenlandske koncerner, der har forsøgt at komme ind i Danmark, har ikke været succesfulde med det.

Anders Houmøller, tidligere chef for elbørsen Nord Pools kontor og i dag selvstændig konsulent ved Houmoller Consulting

»De store udenlandske koncerner, der har forsøgt at komme ind i Danmark, har ikke været succesfulde med det. Men derfor skal man ikke på forhånd afskrive Total. Hvis de for eksempel køber Ørsteds kundeforretning, kan det godt ske, at de kan skabe sig en forretning i Danmark,« siger Anders Houmøller, tidligere chef for elbørsen Nord Pools kontor og i dag selvstændig konsulent.

Ørsted satte i juni sin elforretning til salg, og et køb af hele eller dele af den vil kunne sikre Total en betydelig flok private el- og gaskunder. Der er dog allerede flere, der har meldt sig på banen som interesserede købere, hvilket kan gøre det til en dyr fornøjelse.

Total ønsker ikke at kommentere på muligheden for at købe Ørsteds elforretning, og koncernen har ingen konkrete planer med dansk gas- og eldistribution, påpeger Michael Borrell. Men en indtræden flugter med hele den franske oliegigants overordnede strategi. Koncernen går ud fra Det Internationale Energiagenturs scenarie om, at temperaturen på kloden stiger med 2 grader frem mod 2050.

»I det scenarie falder kulforbruget meget dramatisk. Olien falder også. Vores reaktion er at investere i billig olieproduktion. Det er også at investere mere i gas for i højere grad at blive et gasselskab over tid. Og det er at investere i hele gasværdikæden - fra handel over elproduktion til slutbrugerne,« siger Michael Borrell og tilføjer også vedvarende energi.

Total er i fuld gang med at udbygge sin position som el- og gasdistributør til både forbrugere og virksomheder i Frankrig, Holland, Belgien, Tyskland, Spanien og Storbritannien.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også