Paypal-stifter er på vej til at indtage amerikansk ambassadørpost i Sverige
Rigmanden og medstifteren af Paypal, Ken Howery, har kurs mod Stockholm, efter at præsident Donald Trump har meddelt, at han har i sinde at nominere Howery til ny ambassadør.
USA’s næste ambassadør i Sverige kan meget vel komme til at hedde Ken Howery.
Ifølge en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus har den amerikanske præsident Donald Trump i sinde at nominere den 42-årige it-entreprenør og finansmand til ny amerikansk ambassadør i Sverige.
USA har ikke haft en ambassadør i Sverige siden januar sidste år, hvor Azita Raji, der var udpeget af den tidligere præsident Barack Obama, stoppede på posten.
Ken Howery var i slutningen af 1990’erne med til at grundlægge det selskab, der i dag er kendt som betalingstjenesten Paypal. Blandt de øvrige medstiftere var også Tesla-grundlæggeren Elon Musk.
Ken Howery var finansdirektør i Paypal indtil 2002, hvor selskabet blev opkøbt af Ebay.
Siden kastede han sig over investeringsbranchen sammen med Peter Thiel, der også var med til at grundlægge Paypayl.
Ifølge det svenske erhvervsmedie Dagens Industri grundlagde de to i 2005 kapitalfonden Founders Fund, der fra sin base i San Francisco forvalter ca. 3 mia. dollars, hvilket svarer til 19,3 mia. danske kroner.
Fonden har bl.a. skudt penge i udlejningstjenesten Airbnb, Elon Musks SpaceX og Spotify.
Peter Thiel var under præsidentvalget i 2016 kendt som en ivrig donor til Donald Trumps valgkampagne, hvor han spyttede omkring 1,2 mio. dollars i kampagnekassen.
Ken Howery er uddannet i økonomi fra Stanford University.


