Erhverv

Utilfreds rigmandsfamilie ramt af nyt milliontab

Ivan Bjerg-Larsen og hans familie må igen indkassere et uventet milliontab. Men pengekassen løber ikke tør foreløbigt.

Ivan Bjerg-Larsen har gennem årene solgt flere virksomheder for større beløb. Nu lider han og familien dog endnu et uventet underskud.

Når man regner med at tjene penge og i stedet taber over 20 mio. kr., er det svært at være tilfreds.

Det er han heller ikke, den danske erhvervs- og rigmand Ivan Bjerg-Larsen, der sammen med sin familie for andet år i træk er blevet ramt af et milliontab.

Et nyt regnskab fra familiens koncern IBL Group, der ejer en række virksomheder inden for forskellige slags brancher, viser et underskud efter skat på 20,5 mio. kr. Det er en fordobling af det tab, som ramte familien året før.

Ivan Bjerg-Larsen havde ellers forventet et overskud.

»Målsætningen blev langt fra opfyldt. Ledelsen finder årets resultat meget utilfredsstillende,« lyder den kontante konstatering i regnskabet.

Det er et fald i flere af koncernens virksomheder samt nedskrivninger, som er blandt årsagerne til millionunderskuddet. Bjerg-Larsen-familien løber dog ikke tør for penge foreløbigt, da egenkapitalen i koncernen er på lidt over 300 mio. kr.

Ivan Bjerg-Larsen blev en særdeles formuende mand, da han i 2016 solgte rørledningsvirksomheden Impreg til kapitalfonden BWB Partners.

Det indbragte godt 250 mio. kr.

Men det var ikke første gang, at han ramte jackpot. En del år forinden, i 1995, tjente han 75 mio. kr. på at sælge pakkepostfirmaet A Post til tyske Trans-O-Flex.

Men de seneste par år har han været knap så heldig med sine investeringer. Gennem koncernen IBL Group, som Ivan Bjerg-Larsen stiftede i 1985, har han sammen med sin familie investeret i og drevet mange forskellige slags virksomheder.

Udover Svaneke Is er virksomhederne House of Accessories og Nupo bærende elementer i IBL-koncernen, der også er aktiv inden for ejendomsbranchen.

Ivan Bjerg-Larsens to sønner, Thomas og Jesper Bjerg-Larsen, er begge medejere af koncernen. Sidstnævnte er tilmed direktør i IBL Group, mens Ivan Bjerg-Larsen bestrider formandsposten.

I år forventer IBL Group et nulresultat, fremgår det af regnskabet.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også